23948sdkhjf

Store kontorer stiller nye udfordringer

Enkeltmandskontorer er ikke løsningen på de gener, som storrumskontorerne skaber, lyder det fra Paustian, der satser på en ny og anderledes tilgang til indretning af landets store kontorarbejdspladser.
En undersøgelse, foretaget for nylig af Analyse Danmark for Ugebrevet A4, viser, at hele 60 procent af alle medarbejdere i åbne kontorlandskaber oplever svækket koncentration. Det øger risikoen for fejl, og for næsten en fjerdedel er støjen til så stor gene, at de må ty til overarbejde for at få ro til at løse opgaverne.

Løsningen er dog ikke nødvendigvis at hoppe over i den modsatte grøft. Selvom det et stykke hen ad vejen handler om at finde plads til flere medarbejdere per kvadratmeter, er det ikke kun økonomiske årsager, der siden 00’erne har fået et stort antal virksomhedsledere til at indrette sig i store, åbne kontorlandskaber.

Relationer og muligheden for videndeling udnyttes nemlig bedre, når man sidder i større rum med lettere adgang til kollegaerne på tværs grupper og afdelinger. 76 procent af respondenterne i A4’s undersøgelse mener således, at de oftere udveksler faglig viden med kolleger, når de sidder i samme lokale. 57 procent af respondenterne mener også, at de samarbejder bedre i et storrumskontor.

Understøtter tendens i markedet
Hos Paustian har man taget konsekvensen af de nye krav, behov og ønsker, der er opstået i takt med storrumskontorernes stigende udbredelse. Med ’Citizen Office’ arbejder møbelvirksomheden med et koncept, der skal tage hensyn til medarbejdernes individuelle behov og samtidig understøtte den måde, en videnbaseret arbejdsplads arbejder på i dag.

- Idéen bag konceptet er, at indretningen understøtter den arbejdshastighed, arbejdsform og det arbejdssted, der fungerer bedst for den enkelte medarbejder til løsning af en bestemt opgave; for eksempel koncentreret arbejde eller kommunikation med andre; stående eller siddende; i en kontorstol eller i et loungemiljø, forklarer salgsdirektør Jørgen Brygger om Citzen Office-konceptet, der bygger på idéer fra Paustians schweiziske samarbejdspartner, designvirksomheden Vitra.

- I Danmark lancerede vi konceptet for cirka to år siden, og tendensen på markedet bevæger sig klart i den retning. Vi oplever, at kunderne er begyndt at indrette derefter, fortsætter Jørgen Brygger.

Blandt Paustians markante referencer på Citizen Office er Lego Innovation House i Billund, der åbnede i 2013 som daglig arbejdsplads for Lego-koncernens kreative medarbejdere.

Storrumskontoret inddeles i zoner
Salgsdirektøren peger også på, at de fleste organisationer i dag er karakteriseret ved et fladere hierarki end tidligere. Samtidig stiller udviklingen af kommunikationsteknologi øgede krav til hurtighed, omstillingsparathed og fleksibilitet.

- Disse faktorer skaber mulighed for at indrette os på nye og mere spændende måder. Desuden udviskes grænsen mellem hjem og arbejde stadig mere i den nye måde at indrette sig på. Det handler om fri bevægelse, glidende overgange mellem hjem og arbejde, og møbler, der fremmer mental og fysisk udfoldelse, forklarer han.

Et nøgleord for konceptet er en zoneopdelt indretning, der giver kontorets ansatte mulighed for hurtigt at foretage skift mellem funktioner og miljøer. Der skabes zoner med forskellig atmosfære, farver og materialer, der målrettes specifikke arbejdsopgaver.

Analyse Danmarks undersøgelse omfatter 1.226 lønmodtagere i alderen 18-70 år. Læs mere om undersøgelsen på www.ugebreveta4.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094