Stor vinduesordre til Cetonia
Dør- og vinduesfabrikken fra Bjerringbro skal levere 1.400 elementer til et omfattende AAB-projekt. Det er Cetonias hidtil største ordre med det nye Porthos+-system.
Porthus+, der efterlever BR2020-kravene, blev introduceret for godt et år siden, og ordren i Odder er Cetonias hidtil største med dette system.
Ifølge administrerende direktør Poul Brøker skal den store ordre ses som et resultat af de senere års strategiske satsning, der har medført, at Cetonia i dag henter omkring 80 procent af sin omsætning fra projektmarkedet. Satsningen er understøttet af et fokus på at udvikle vinduesløsninger, der er tilpasset det enkelte projekt. I 2012 lancerede Cetonia et nyt facadelukningssystem, der gør det muligt at undgå stålafstivning og dobbelte karme selv ved større facadelukninger. Løsningen kaldes ”58/0” og refererer til, at ingen poste har en bredde på over 58 mm.
- Vi har investeret markant i produktudvikling og brugt mange ressourcer på at besøge arkitekter, boligforeninger, entreprenører og andre beslutningstagere. Vi holder stadig fast i det private marked, men projekterne har hjulpet os meget de sidste fem år, og strategien har gjort os i stand til at fastholde arbejdspladser, siger Poul Brøker til Wood Supply.
Vinduesfabrikken i Bjerringbro beskæftiger i dag omkring 35 medarbejdere, men ifølge Poul Brøker skal staben udvides inden for den nærmeste fremtid.
Efter en lidt sløv start på året er der kommet gang i hjulene, og Cetonia ligger netop nu inde med en ordrebeholdning på 11 mio. kr. til projekter – en markant stigning i forhold til de cirka 5 mio. kr. på samme tidspunkt sidste år.
Renoveringsopgaven i Odder skal udføres af tømrer- og snedkerfirmaet Trier A/S, som Cetonia tidligere har samarbejdet med på større projekter.