Nørlund Træ lægger kriseår bag sig
Savværksdriften gav i 2013 større underskud end forventet for Danmarks største leverandør af konstruktionstræ, men efter en årrække med underskud er der nu udsigt til en positiv bundlinje i 2014.
I 2013 måtte Nørlund Træ tage til takke med et underskud i størrelsesordenen 17,6 millioner kroner, hvilket ligger godt 5 millioner under 2012, hvor selskabet realiserede et underskud på 11,2 millioner kroner. Resultat af primær drift blev også reduceret væsentligt i perioden, helt nøjagtigt fra - 4,2 millioner kroner i 2012 til et underskud på godt 16,8 millioner kroner i 2013. Samtidig er selskabets egenkapital barberet ned til 13,1 millioner kroner fra knap en million kroner i underskud året før.
- Resultatet er ikke tilfredsstillende, men det er også præget af, at vi har bygget om på savværket i Nørlund i det meste af 2013 og har lukket Viskum savværk, hvilket efterfølgende har medført ekstraordinære omkostninger, udtaler Bjørn Skou Andersen til Wood Supply.
Tilbage på rette spor
Det var i november måned, at ledelsen besluttede at indstille savværksproduktionen i Viskum og derudover tilpasse organisationen med 30 medarbejdere på tværs af organisationen. Dermed er der ultimo januar måned i år sat en stopper for den del af forretningen, hvor produktionsomkostningerne ikke længere står mål med outputtet.
- Det har været en hård, men nødvendig beslutning for at skabe balance i forretningen, forklarer direktøren.
I Nørlund, hvor selskabet har sit andet og nu fortsættende savværk, gik det heller ikke helt som ventet i 2013. Komplikationer fra branden i 2012 har virket negativt ind på driften, savværkslinjen stod decideret stille i mere end seks uger. Desuden blev det mærkbart, at aktiviteten generelt var lav i byggebranchen, specielt i vintermånederne.
Effektiviseringer og eksport bliver vendepunkt
Men optimismen spirer nu alligevel fremadrettet for selskabet, der ud over savværksdriften også har palleproduktion i Thorsager.
- Palleproduktionen kører rigtig godt og vi har markant vækst i denne del af forretningen, understreger Bjørn Skou Andersen.
På savværksdelen oplever man blandt andet en stigende efterspørgsel på høvlet konstruktionstræ fra England, Kina, Sydkorea og Indien og derudover er en 42 millioner kroner stor investering netop nu i fuld gang med at få savværket i Nørlund på fode igen efter den omtalte brand i 2012. Det vidner årets første måneder om, hvor omsætningen er vokset markant - men den fulde effekt er ikke set endnu. I forbindelse med den fortsatte ekspansion på eksportmarkederne har Nørlund Træ A/S i øvrigt fra 1. april taget navneforandring til Norlund A/S.
Ved regnskabsafslutning indskød selskabets aktionær, Nørlundfonden, et engangsbeløb på 3 millioner kroner i nytegnet kapital, mens der samtidig blev bevilliget et lån på 13 millioner kroner. Dermed er selskabets kapital genoprettet til at kunne fortsætte de planlagte aktiviteter for 2014.