23948sdkhjf

Ny strategi skaber vækst på Fumac

Kontormøbelproducenten kan gå på sommerferie med en ordrebeholdning, som på nuværende tidspunkt er cirka 10 mio. kr. højere end sidste år.
Stemningen er vendt hos Fumac, som efter nogle hårde år igen kan melde om fremgang. Møbelfabrikken i Vinderup har vundet flere store ordrer, og med en ordrebeholdning til efter sommerferien, som allerede nu er cirka 10 mio. kr. højere end sidste år, skal der ansættes nye medarbejdere.

- Fremgangen i vores salg skyldes en meget bevidst og styret plan for genskabning af den økonomiske balance, som vi satte i gang i oktober sidste år. Planen er indtil videre fuldt ud lykkedes. Vi har øget salget markant, vi har reduceret omkostningerne på fabrikken, vi har nedbragt lageret, og vi er blevet langt mere effektive. Det er virkelig noget, der kan mærkes, og som ikke mindst skyldes stor forandringsvillighed hos vores 65 medarbejdere, fortæller CEO Peter Kristensen.

Mere end reoler og borde
Fumac har arbejdet på at blive bedre til at tænke brugerne ind i udviklingen af nye møbler. Fokus er på at skabe intelligente kontormiljøer, der på den ene side giver brugerne fordelene ved videndeling og fleksible arbejdsmåder, og samtidig mulighed for koncentration og fordybelse.

- Vi har valgt at tage konsekvensen af, at kontormøbler anno 2014 altså ikke kun handler om reoler og borde. Det handler om at forstå og mødekomme behovene hos dem, der rent faktisk skal bruge møblerne. Fumacs nye strategi har ramt rigtigt ude hos kunderne. Ordrebogen taler sit tydelige sprog, siger Peter Kristensen.

Han fremhæver i den forbindelse en ordre på kontormøbler til mere end 500 nye arbejdspladser til Egedal Kommunes nye rådhus. Der er tale om et af de største offentlige udbud i Danmark i år, og Fumac skal i samarbejde med Scan Office levere en specialudviklet møbelserie til projektet. I samarbejde med Mogens Daarbak har Fumac også netop fået til opgave at levere kontormøblerne til Dansk Supermarkeds nye domicil i Aarhus.

- Både i forhold til Egedal Kommune og Dansk Supermarked er vi målrettet gået efter at skabe møbler, der gør en forskel for de medarbejdere, der skal bruge dem i hverdagen. Vi har sat os ind i behovene, og så har vi rystet posen og er hurtigt kommet op med en serie prøvemøbler, der viste vores tanker og ramte så meget plet, at vi fik opgaverne, forklarer Peter Kristensen.

Senest er Fumac blevet prækvalificeret til at byde ind på at blive leverandør af kontormøbler på det offentlige udbud ”De danske regionshospitaler”. Der er tale om et fællesudbud for samtlige regionshospitaler, som forventes at omfatte kontormøbler for 100 millioner kroner om året i en periode på 4-7 år.

- De kommende måneder vil gå med fortsat konsolidering og effektivisering af virksomheden internt, samtidig med at vi skal have ansat flere medarbejdere til at imødekomme de nye ordrer og kravene i vores nye salgsstrategi. Der er stadig et langt sejt træk foran os, hvor vi skal være disciplinerede og fokuserede, slutter Peter Kristensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078