23948sdkhjf

Dencon fejrer 50-års jubilæum med nyt millionoverskud

Kontormøbelproducenten i Skive har i regnskabsåret 2013/14 øget omsætningen væsentligt og forventer yderligere fremgang i et presset kontraktmarked.
For 50 år siden var der godt 45 møbelvirksomheder i Skive og omegn. I dag eksisterer blot en lille håndfuld – blandt dem Dencon, som blev etableret i Skive midtby i 1964. Dengang af Erik Jakobsen og under navnet Erik Jakobsens Møbelfabrik.

Gennem de seneste 50 år har virksomheden produceret alt fra 1950’ernes moderne syrede eg til 1970’ernes teaktræsmøbler til det amerikanske marked. De seneste 25 år har fokus været på kontormøbler, som designes, sælges og produceres på Skyttevej i Skive, hvor Dencon flyttede ud i 1975. I dag er virksomheden både succesfuld, moderne og arbejdsplads for 65 medarbejdere.

Signifikant omsætningsfremgang
Jubilæet fejres i denne måned, hvor Dencon også netop har offentliggjort sit seneste årsregnskab. Virksomheden er kommet tilfredsstillende ud af 2013/14 med et overskud før skat på 6,81 mio. kr. og har dermed formået at fastholde de positive tendenser fra året før, hvor det blev til et plus på 7,14 mio. kr.

- Vi har gennem hele krisen holdt fast i en klar, forhandlerbaseret distributionsstrategi og har på den måde opnået stor troværdighed. Sammen med vores strategiske satsning på de nære eksportmarkeder har det medført en signifikant omsætningsfremgang, siger administrerende direktør og hovedaktionær Henrik Søgaard Feld.

For at sikre Dencons position på langt sigt har han sammen med bestyrelsen valgt at geninvestere årets overskud i virksomheden.

Eksport og produktudvikling skal sikre fortsat vækst
Dencon tog hul på regnskabsåret 2014/15 den 1. maj og forventer her en yderligere stigning i aktivitetsniveau og indtjening. Baggrunden er en fortsat fokuseret salgsindsats på hovedmarkederne og effekterne af en løbende udvidelse af produktporteføljen.

- Senest har vi introduceret en serie af énsøjleborde til eksempelvis biblioteker, sygehuse, klasseværelser, call centre og forelæsningslokaler, fortæller Henrik Søgaard Feld.

Hjemmemarkedet og Norge er Dencons to største markeder, mens virksomheden i øjeblikket også investerer i udvikling af det øvrige Nordeuropa.

Selve 50 års jubilæet fejrer Dencon fredag den 15. august fra kl. 11-16 på Skyttevej 21 med et åbent hus arrangement for alle kunder, leverandører og andre med relation til huset.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065