23948sdkhjf

Holmris hædret for hurtig vækst

Møbelproducenten fra Bjerringbro har på kort tid har flyttet sig fra at være en kriseramt, mindre aktør til at være en topmoderne og innovativ virksomhed. Det belønnes nu med DI Skive/Viborgs Initiativpris.
Hos Holmris A/S i Bjerringbro har man produceret møbler igennem tre generationer. En bedrift, som har budt på både op- og nedture, senest da den økonomiske krise ramte hårdt i 2009.

En ny strategi vendte billedet, og de seneste år er det kun gået en vej – fremad. I dag hører virksomheden til blandt Danmarks største producenter af kontormøbler, og den bedrift blev mandag hædret med DI Skive/Viborgs Initiativpris 2014.

- Initiativprisen uddeles hvert år til en mindre eller mellemstor virksomhed, som har udvist initiativ, vækst og virkelyst. Alt sammen egenskaber som kendetegner Holmris. Der er tale om en virksomhed, der på kort tid har flyttet sig fra at være en kriseramt, mindre aktør til nu at være en topmoderne og innovativ virksomhed, siger formand for DI Skive/Viborg, Palle Damborg.

Fra 39 til 170 ansatte
Holmris A/S er etableret i 1937 og har i alle årene været i familiens eje. Det startede med møbelproduktion til bl.a. private hjem, men fra midten af 1990’erne specialiserede man sig i kontormøbler. Få år senere begyndte det at gå rigtig stærkt. Virksomheden opnåede en massiv vækst, og der kom mange nye medarbejdere til. Men da finanskrisen kom, faldt bunden pludselig ud af omsætningen. Salget af skriveborde og kontormøbler styrtdykkede, og virksomheden stod i ny situation, hvor man først skulle trimme og tilpasse hele virksomheden – og siden finde en ny vej tilbage til vækst.

I slutningen af 2011 tog ledelsen en beslutning, som kom til at ændre situationen markant. Holmris søsatte en ny strategi med målet om at komme tættere på kunderne. Blandt de mest markante tiltag var etableringen af et nyt salgsselskab og opkøb af en række virksomheder. Samtidig blev ledelsen styrket, og der blev sat øget fokus på produktudvikling.

Tiltagene har givet resultater – ikke mindst på eksportmarkederne. Siden strategiskiftet har Holmris øget antallet af medarbejdere fra 39 lige efter krisen til nu 170 ansatte i hele koncernen – heraf alene 65 i Bjerringbro. Det seneste regnskabsår sluttede med et plus på godt 16 mio. kr. efter skat. Virksomheden overtog senest aktiemajoriteten i Labofa og har på den baggrund store forventninger om yderligere vækst på eksportmarkederne.

- Holmris har i den grad taget fat om de udfordringer, de stod overfor. Ved at holde et skarpt fokus på kunderne, produktudvikling og kvalitet er det lykkedes at vende en svær situation til et eventyr om vækst og udvikling. Holmris er en virksomhed, der bør inspirere os alle, og derfor er de en fortjent vinder af DI Skive/Viborgs Initiativpris, siger Palle Damborg.

Med prisen er Holmris en af 19 kandidater til DI’s nationale initiativpris, der uddeles på DI’ s nationale konference for mindre og mellemstore virksomheder i januar 2015.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078