Svære rammevilkår hæmmer træindustrien
”Skal vi stoppe udviklingen, hvor Danmark hver dag mister produktionsarbejdspladser, må vi ændre på rammevilkårene”, skriver Michael Helmershøj i dagens klumme.
Foto: Colourbox
Den største udfordring for virksomheden er, at tilsvarende produkter kan produceres billigere i udlandet, og at kunderne er villige til at skifte leverandør for at spare 2-3 procent. Virksomheden har med de barske forudsætninger skabt vækst stort set hvert år, præsteret særdeles gode økonomiske resultater og taget markedsandele.
’First mover’ på automatisering
Hvad er årsagen til denne udvikling? Kort fortalt: En dygtig, konsekvent og fremsynet ledelse, som arbejder med en række filosofier, som omdannes til hardcore planer – og de eksekveres lige så konsekvent.
Virksomheden er stærkt fokuseret på sin basisforretning og har valgt at optimere alle processer i virksomheden for derigennem at opnå øget konkurrencekraft. Der er ikke plads til eksperimenter i form af ’sjov’ produktudvikling eller opkøb uden for basisforretningen. Da virksomheden på forhånd er bagud på point som følge af prisen på dansk arbejdskraft, har man valgt at ligge langt fremme på at automatisere sine processer – og er helt klar en ’first mover’ på dette område.
Automatiseringen udvikles i tæt samarbejde med produktionsleddet, som har overblik over, hvad der er på vej. Et afgørende element i succesen ligger i en stram omkostningsstyring, hvor der både i overført og praktisk betydning skrives på begge sider af papiret. Generationsskiftet er også planlagt til mindste detalje, og det vil sikre, at virksomheden kan fortsætte i samme spor, når den øverste kompetente ledelse successivt vil trække sig tilbage.
Med sine gode økonomiske resultater til ejerne og staten er virksomheden en solstrålehistorie, og ikke mindst de arbejdspladser, man skaber.
De svære rammebetingelser
Selv om det kører godt for virksomheden, er frustrationen udtalt, når det handler om rammebetingelserne for den træforarbejdende industri. Med rammebetingelser tænker jeg blandt andet på de overenskomstmæssige rammer for løn og arbejdstid i Danmark. Lønniveauet i Tyskland er for eksempel cirka 68 kroner som mindsteløn. Den aktuelle virksomhed betaler cirka 185 kroner. Nogle at de bedst betalte timelønnede når endda op på 38-40.000 kroner om måneden for almindelig ufaglært arbejde i de perioder, hvor der er behov for at arbejde på overtid.
På toppen af denne ubalance er der i branchen udtalte problemer med at tiltrække den rigtige arbejdskraft. Arbejdet er sikkert ensformigt og hårdt på trods af automatiseringsprocesserne, og man har måske en smule længere til arbejdspladsen. Disse forhold kan afskrække både etnisk danske og fastboende arbejdere med anden etnisk baggrund.
Derimod har flere virksomheder i træindustrien gode erfaringer med arbejdskraft, som rejser til Danmark med det formål at arbejde. Flere i træindustrien har modigt udtalt sig om dette forhold, og da disse synspunkter er aldeles politiske ukorrekte, har de efterfølgende fået tæsk af arbejdstagerorganisationerne og visse medier for deres synspunkter baseret på egen oplevelse.
Løn, arbejdstid og uddannelse
Skal vi stoppe udviklingen, hvor Danmark hver dag mister produktionsarbejdspladser, må vi ændre på rammevilkårene.
Det er muligt, at vi ikke kan ændre på det høje danske lønniveau igennem en banal nedsættelse af lønnen. Til gengæld støtter jeg forslaget om, at der indføres et lønmodtagerfradrag eller bundfradrag for de lavestlønnede for at gøre det mere attraktivt at arbejde og tager presset af lønudviklingen (for nu at skære det ud i pap = dem der rent faktisk arbejder). Lønmodtagerfradraget skal være på et niveau, hvor den enkelte virkelig kan mærke forskellen imellem dagpenge og almindelig lønindtægt.
Et andet tiltag kunne være en revurdering af arbejdstiden. Tænk på effekten ved for eksempel at gå fra 37 til 42 timer pr. uge – til samme løn naturligvis. Det kan være et redskab til at imødegå Damarks kommende behov for en øget arbejdsstyrke i kombination med, at vi vil kunne fastholde den nuværende pensionsalder. Politisk set er det sikkert desværre en umulig opgave, uanset om man skulle forsøge at skabe enighed imellem arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationerne eller igennem et indgreb fra regeringens side. For sidstnævntes del har farven på regeringen ingen betydning.
Politikerne, regeringen og organisationerne må revurdere, hvordan vi skaffer fortrinsvis dansk arbejdskraft til produktionsvirksomhederne. Selv om det ser ud til, at faldet i tilgangen til produktionsskolerne er stoppet, er tilgangen fortsat for lav. Vi er på vej mod, at flere og flere unge tager en 12 års gymnasiebaseret grunduddannelse – det er ikke ubetinget en fordel, synes jeg.
Dels er det ikke sikkert, at alle unge har det faglige niveau og en indstilling, som gør dem egnede til dette. Og dels tror jeg, at dem som gennemfører gymnasiet næppe har ambitioner om at arbejde i træindustrien. Måske kan øgede krav til de gymnasiale uddannelser gøre det mere attraktivt at søge mod produktionsfagene?
Ja tak til visionære ledere
Træindustrien har i flere år været hårdt presset på grund af outsourcing og faldende afsætning. Industrien er samtidig blevet anklaget for dårlig produktivitet og mangel på innovationskraft.
En del af det kraftige fald i produktionen skyldes forhold, som det enkelte firma ikke har haft indflydelse på, men overordnet set må industrien tage størstedelen af ansvaret for ringe produktivitet og mangel på innovation på egne skuldre.
Heldigvis findes der også driftige, flittige og visionære ejere og ledere, som giver pokker i de vanskelige vilkår og skaber arbejdspladser, som tjener penge til Moder Danmark.
Ja tak til flere af Jer!
