23948sdkhjf

Her er vinderen af Ilvas designkonkurrence

Jordi López Aguiló og Sonja Tonev løb med førstepræmien for deres nordiske multimøbel.
- Et nordisk multimøbel med flere funktioner i én, designet i et enkelt materialevalg, imødekommende og med fine proportioner i designet.

Sådan sagde dommerne om lampen ”Conga”, som i sidste uge vandt Ilva Designkonkurrence 2015.

Conga er designet af Jordi López Aguiló & Sonja Tonev. Multimøblet integrerer gulvlampe og opbevaring i ét og er tiltænkt til også at kunne blive brugt som et sidebord med gode opbevaringsmuligheder.

Inspirationen til Conga lampen udspringer fra tropiske congatrommer, som er blevet adopteret i nordisk design. Designet er meget enkelt og rent og med funktion i højsædet og et smukt farvevalg.

Flere hundrede forslag
Brøndsalen i Frederiksberg Have dannede rammen om årets event, hvor trendforsker Mads Arlien-Søborg overrakte præmiechecken på 50.000 kr. på vegne af dommerpanelet. Om vinderdesignet sagde han blandt andet, at der er tale om et projekt, der er gennemarbejdet til mindste detalje, designet er behagelig at kigge på, og så er det et ’slow life’-møbel med opbevaringsplads til for eksempel. strikketøj.

Andenpræmien gik til Malene Ejsing Nørgård for reolsystemet ”Upgrade”, mens tredjepræmien gik til Mithu Jeyakumar for lampen ”Nohr”. Tekstilserien ”Bold Living”, designet af Lise Sienko, og lampen ”WIP”, designet af Daniel Damgaard Hansen, fik henholdsvis fjerde og femtepladsen.

Ilva Designkonkurrence 2015 har modtaget flere hundrede designforslag. Dommerpanelet udvalgte de fem bedste, hvorefter Ilvas Facebook-fans mulighed for at stemme på finalisterne. Dommernes stemmer vægtede 60 procent, mens Facebook-stemmerne vægtede 40 procent.

Om Ilva Designpris
Designkonkurrencen har til formål at støtte og udvikle nye, kommercielle designsuccesser. De indsendte designforslag bliver vurderet af et dommerpanel bestående af prominente skikkelser fra den danske møbel- og designscene.

I 2015 bestod dommerpanelet af trendekspert Mads Arlien-Søborg, rektor Elsebeth Gerner Nielsen fra Designskolen i Kolding, møbelarkitekt Mathilde Witt Mølholm fra We Made It, Boligredaktør ved Alt for Damerne og Alt Interiør; Nicola Kragh Riis, designer Charlotte Høncke samt Henrik Madsen og Tom Aagaard, henholdsvis indkøbsdirektør og produktchef i Ilva .

Det bedste designforslag honoreres med 50.000 kroner og muligheden for at se sit design komme i produktion og blive markedsført i Ilva. Det næstbedste designforslag honoreres med 10.000 kroner, mens det tredjebedste designforlag modtager 5.000 kroner.
Læs mere om: Ilva
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094