Sofasucces: Runder 50 millioner i omsætning
Sofakompagniet har succes med sin strategi om at varetage hele processen selv – fra design til levering.
Han kan se tilbage på tre hæsblæsende år. Når Sofakompagniet i løbet af september åbner for salg i Vietnam, er virksomheden ude i otte lande. Den hastige vækst har dog kostet lidt fokus, og derfor skal konceptet finpudses, inden ekspansionen fortsætter til flere lande.
Ifølge Christian Rudolph er en væsentlig del af forklaringen på Sofakompagniets succes, at alle mellemled er skåret fra. Virksomheden varetager alt fra design til håndtering og levering. Sofakompagniet har ingen dyre butikker, blot et enkelt showroom, der ligger i Korsør.
- At prøvesidde en sofa hører vores forældres generation til. Dengang skulle en sofa holde i tyve år, men nu køber vi blot en sofa til en periode i vores liv. Typisk en fire-fem år, derfor er designet i højere grad blevet vigtigere end komforten, siger Christian Rudolph.
Alligevel vælger han og hustruen, Cathrine Rudolph, senere i denne måned at åbne et såkaldt ’pop-up showroom’ i Rådhusstræde i København. 70 procent af Sofakompagniets kunder har adresse i hovedstadsområdet, og derfor vil de to ejere forsøge at komme tættere på de københavnske kunder – i første omgang som et forsøg i en periode på fire måneder.