Ekstra pension som ”Tack” til trofaste Ikea-medarbejdere
Ikea-ansatte med fem års anciennitet får indbetalt 11.233 kr. ekstra på pensionen i år.
Det betyder helt konkret, at de medarbejdere, der har været ansat i fem år, får sat 11.233 kr. ekstra ind på deres pensionsopsparing.
Det sker som følge af loyalitetsprogrammet Tack, der blev indført sidste år.
- Der er ingen tvivl om, at vores medarbejdere er vores største aktiv. De er afgørende for vores fortsatte vækst, og vi vil gerne belønne dem, der bliver hos os i mange år, siger Dennis Balslev, der er administrerende direktør for Ikea Danmark.
Loyalitet betaler sig
Mere præcist fungerer bonusordningen på den måde, at Ikea afhængigt af årets resultat sætter en større pose penge ind i pensionsordningen, og den bliver så fordelt ud på alle medarbejdere.
Når den enkelte medarbejder har været i virksomheden i fem år, bliver det opsparede beløb sat ind på vedkommendes pensionsordning, ligesom det også er tilfældet med de kommende års bonusbeløb.
Foruden Tack har Ikea også et bonusprogram kaldet One IKEA bonus, som belønner medarbejderne i de butikker, der opfylder årets mål. Det betød, at de ansatte i varehusene i Taastrup, Odense og Aalborg med mindst seks måneders anciennitet fik en ekstra månedsløn i november.
I Aarhus vankede der en femtedel af en månedsløn, mens de i Gentofte måtte nøjes med deres normale løn.
/ritzau/