23948sdkhjf

Nyt glasparti lukker mere dagslys ind

Arkitekt Per Dybro har sammen med Vahle designet et firefløjet glasparti udført i massivt træ med ultraspinkle dørrammer.
Et nyt firefløjet glasparti, som arkitekt Per Dybro har designet sammen med dørproducent Vahle, tillader 20 procent mere dagslys end en standardglasdør.

Indvendige glaspartier er i mange tilfælde et effektivt alternativ til skydedøre og skillevægge, når store rum skal opdeles i mere overskuelige enheder. Glasset har den store fordel, at det deler rummene op uden at forhindre lysets frie passage inden døre, siger Per Dybro.

- Glaspartierne giver en elegant og effektiv afskærmning af eksempelvis stuer, der ligger en suite. Samtidig udnytter man dagslyset optimalt, hvilket især er en fordel i en stueetage eller nordvendte bygningsafsnit, hvor lysindfaldet kan være sparsomt-

Elegant opdelte stuer med plads til gæster
Per Dybro har ved selvsyn oplevet effekten af at udskifte skydedøre med glaspartier. Han har netop renoveret stuerne i sin lejlighed i en klassisk patriciervilla fra 1906 i Aarhus.

Hovedgrebet var at erstatte de gamle skydedøre mellem stuerne med et nyt minimalistisk glasparti, som han selv designede i tæt samarbejde med leverandøren Vahle.

- Mellem stuerne var der en skydedørsåbning på kun 1,5 meter, så det var umuligt at dække et bord med plads til 15-20 mennesker, som vi ofte har brug for. Vi udvidede derfor dørhullet til 2,8 meter og isatte et glasdørsparti, som kan foldes væk og muliggør borddækning på tværs af adskillelsen ind gennem begge stuer. Det giver samtidig en mere elegant opdeling af stuerne, når dørene er lukkede, fortæller Per Dybro, der selv udarbejdede designskitsen.

Lukker 20 pct. mere lys ind end standardglasdøre
Arkitekten kontaktede Vahle, og sammen arbejdede parterne videre på designet for at fastlægge dimensioner, materialevalg og konstruktion, så glasarealet blev maksimeret.

Resultatet blev et firefløjet glasparti i massivt træ med ultraspinkle dørrammer, hvor hver fløj er opdelt i tre glasfelter.

Det fleksible glasparti er desuden konstrueret, så det nemt kan åbnes efter den ønskede grad af afskærmning, fra helt lukket til helt åbent med fuldstændig fri passage mellem stuerne. Salgschef Bo Elkjær Vejen fra Vahle fortæller om glaspartiet:

- Det er designet som en slags funktionsdør med sit helt eget udtryk, der passer ind i lejlighedens klassiske stil med stuklofter, fyldningsdøre og lyse farver. Fordi vi monterer glas med acrylfuge, får vi en robust og bærende konstruktion, der virkelig flytter grænserne for, hvor smalt konstruktionen kan laves. Dørene tillader 20 procent mere lys at passere end en standardglasdør.

- Selv om glaspartiet primært tjener den praktiske funktion at give en fleksibel rumopdeling, så betyder det udstrakte glasareal, at stuerne nu nærmest bader hinanden i lys. Det har kun kunnet lade sig gøre takket være en fremragende dialog om projektet lige fra starten, understreger Per Dybro.

Ud over det firefløjede glasparti til Per Dybros patricierlejlighed har Vahle fremstillet speciallavede glaspartier til blandt andet det luksuriøse Hotel Stella Maris i Svendborg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078