23948sdkhjf

Juhl-ikon er tilbage efter 50 år

France-stolen fortæller historien om fabriksmøbler, fladpakker og dansk designs gennembrud i USA.
I 50 har tegningen ligget i skrivebordsskuffen. Nu genskaber Onecollection i Ringkøbing endnu et Finn Juhl-ikon, når lænestolen FJ 136 - også kaldet “France-stolen” - vises på årets Milano-messe i næste uge.

Historien om France-stolen startede i tysk krigsfangeskab under besættelsen, hvor englænderen C.W.F. France blev interneret og fik tid til at tænke tanker.

I 30’erne kom France til Danmark for at drive en madrasfabrik, men efter krigen revolutionerer han møbelproduktionen ved at lave industrielt fremstillede fladpakkemøbler, som var egnet til eksport. Det huede bestemt ikke snedkerstanden, hvor man rynkede på næserne over de underlødige fabriksmøbler.

- Men det var meget nytænkende, og det var før Ikea. Det fik enormt mange møbler til at flyde til USA, hvor det blev trendsættende for, hvad dansk design var i USA. I dag er Danish modern stadig et begreb for den stil, der er populær i øjeblikket, siger Onecollection-direktør Henrik Sørensen til Wood Supply.

I midten af 50’erne stod France & Søn for 60 procent af den samlede danske møbeleksport, og i 1956 kom møbelarkitekt Finn Juhl (1912-1989) ind i billedet med sin France-stol. Til forskel fra Juhls tidligere værker, som var mere organiske håndværksmøbler, blev France-stolen et enklere produkt, som alligevel bevarede et organisk, Juhlsk udtryk.

I modsætning til gamle dage, leveres den genskabte FJ 136 ikke som fladpakkemøbel. Dertil forventer kunderne i dag, at Finn Juhl-stole har den højeste kvalitet i samlingerne.

- I dag har det heller ikke stor betydning, hvis man skal fragte sådan en stol til USA. Det er ikke så dyrt længere, men dengang var det altafgørende for, at dansk design fik gennembrud i USA, siger Henrik Sørensen.

France & Søn standsede sin produktion i 1966 - for 50 år siden. Licenserne blev overdraget, men siden France-lukningen har Finn Juhls FJ 136 ikke været produceret.
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079