23948sdkhjf

Underleverandør blev til brandruin på en aften

Sådan er situationen nu for skadelidte Fyns Industripolstring.
Fyns Industripolstring & Møbel-Service har hidtil været fast underleverandør for en række danske møbelfabrikker.

Nu er polstringsfabrikken i Hemmerslev ved Bogense praktisk taget brændt ned til grunden, og virksomheden er en ruin med usikker fremtid.

Det erkender fabrikkens indehaver Karsten Nielsen oven på branden, som startede tirsdag ved 16-tiden.

Fyldt med røg på halvt minut
Brandårsagen er ikke klarlagt, men Karsten Nielsen gætter på, at støv er trængt ind i en maskinmotor og har forårsaget en støveksplosion.

- Ellers er det ét stort spørgsmålstegn for mig, for det er vandbaseret kontaktlim, vi arbejder med, siger han til Wood Supply.

Karsten Nielsen stod selv og arbejdede i produktionen, da en ildkugle på godt en diameter viste sig for øjnene af ham.

- Og så kom røgen væltende. Det var som at stå ved en strand og se høje bølger komme mod land. Der gik 20-30 sekunder, så var værkstedet fyldt med røg, og så var det bare med at komme ud, fortæller han.

I dag gør det ondt
I løbet af tirsdagen dæmrede det ikke for ham, hvad der i grunden var sket, men onsdag morgen er den fynske fabriksindehaver stærkt påvirket af branden, erkender han selv.

- Det er først i dag, at det kommer tæt på mig og jeg begynder at reagere, siger han.

- I går tænkte jeg ikke det helt store. Jeg tænkte, at vi skulle rejse os og komme videre, men så nemt er det ikke. Selvfølgelig er vi forsikret, men man bygger ikke bare en ny hal i morgen.

Af kundehensyn vil Karsten Nielsen ikke umiddelbart nævne navne på aftagerfirmaer, som rammes af branden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063