Dencon rykker ind i Inventarland
Ambitionerne er store hos såvel Dencon som Inventarland, og en ny samarbejdsaftale giver de to virksomheder et yderligere løft.
For Dencon baner aftalen vej til et attraktivt, landsdækkende udstillingsvindue via Inventarland's 10 centre. For Inventarland er aftalen en god mulighed for at gøre centrene mere attraktive, og virksomheden ambitioner om at ekspandere rykker nu tættere på.
Matchende strategier
Som hovedleverandør til Inventarland er Dencons kontorborde, reoler og loungemøbler altså nu sikret en central placering hos en landsdækkende partner, og direktør Henrik S. Feld ser aftalen som et naturligt skridt i udviklingen hos begge virksomheder:
- Inventarland er i fuld gang med en strategisk udvikling, der matcher vores. Med fokus på design og kvalitet har vi begge bevæget os opad i markedet, og den udvikling bliver yderligere manifesteret med den nye aftale. Desuden er aftalen et led i en proces, hvor vi gradvist udfaser forhandlere med manglende eller ringe fokus til fordel for partnere, som virkelig vil et gensidigt forpligtende samarbejde og som udstiller og markedsfører den komplette produktportefølje i alle deres butikker, forklarer Dencon-direktøren.
Om virksomhederne
Inventarland har hovedkontor i Slagelse og driver ti centre fordelt over hele landet. Virksomheden hentede i sit senest offentliggjorte regnskab et overskud på 2,37 mio. kroner. Bruttoresultatet lød på 33 mio.
Dencon beskæftiger 50 medarbejdere og råder over et produktionsareal på 7.800 m2 i hjembyen Skive. Virksomheden realiserede i sidste regnskabsår - som sluttede ved udgangen af april - et overskud på 1,8 mio. kroner.
Kilde: Dencon A/S