Tusinder af HTH-kunder får montørbesøg
Ifølge køkkenkoncernen Nobia er det med Nobias vidende sket 7 gange i Norden siden 2008. Ud af godt 22.000 solgte køkkener, som passer på risikoprofilen.
- Så egentlig er det en lille, lille risiko, men vi vil og skal være en kvalitetsleverandør. Derfor arbejder vi på højtryk for at komme i kontakt med kunderne, siger Rune Stephansen til Wood Supply – adm. direktør for Nobia i Danmark.
Et nødberedskab med et kunde-callcenter er derfor blevet oprettet hos HTH i Ølgod, og der sendes breve ud til alle relevante kundeadresser, man er i besiddelse af. Dermed kan et tusindtal se frem til at få besøg af en montør, som skal montere et ekstra sikringsbeslag, fortæller Rune Stephansen.
Test og analyser har vist - mener han - at sikringsbeslaget forhindrer skabene i at styrte ned.
Når først montøren er ude hos køkkenkunden, er sikringen en hurtig og uproblematisk, ambulant operation. Skabet tømmes blot for indhold, og sikringsbeslaget kan monteres fra indersiden af skabet uden at tage det ned.
Rune Stephansen forventer ikke, at alle 22.000 kunder, som har købt et risikoprodukt får besøg.
- Når vi går helt tilbage til 2002, så er der køkkener iblandt, som ikke findes længere. Så hvor mange vi skal ud til, det er ikke til at sige, men der bliver tale om et tusindtal.
Det nye nødberedskab har i øvrigt haft en ganske stille start, fortæller han.
- Vi var forberedte på en storm af henvendelser, men den første dag var det ikke mere end godt et dusin, vi fik henvendelser fra, siger han.
Alle, der kan se frem til en henvendelse, er kunder, som siden 2002 har købt køkkenskabe hos HTH med breddemål fra 70 cm og opefter. Det er disse skabe, som risikerer at styrte ned i kombination med det beslag af typen K21, som er anvendt, fortæller Rune Stephansen.
Som i øvrigt over for Wood Supply afviser enhver spekulation om, at der findes andre grunde.