23948sdkhjf

Gabriel øger salg og overskud markant

Den nordjyske møbelstof-virksomhed vokser globalt.
Det går rigtig godt for Aalborg-virksomheden Gabriel, der producerer tekstiler og andre komponenter til polstrede møbler. Tirsdag offentliggjorde koncernselskabet Gabriel Holding A/S sit årsregnskab, og det viser en stigning i omsætningen på 17 procent, opnået ved organisk vækst. Omsætningen er nu på 390 mio. kr. Samtidig steg resultatet før skat 60 procent til 43 mio. kr.

Væksten er sket inden for samtlige forretningsområder og på de fleste geografiske markeder. Gabriel har driftsselskaber i både Europa, USA og Asien.

"Resultatfremgangen på 60 procent kommer som følge af, at den realiserede omsætning ligger over det forventede samt generelle produktivitetsforbedringer i hele koncernen", hedder det i regnskabsmeddelelsen.

I takt med omsætningen er antallet af medarbejdere steget, fra 238 sidste år til nu 292.

De gode tider mærkes også hos Gabriels aktionærer, der kan glæde sig over en stigning i aktiekursen fra 199 til 570 på ét år.

Gabriels ledelse forventer, at omsætningen vil stige endnu mere i det kommende år med en vækst på 20 procent. Derimod forventes en langt mere beskeden stigning i overskuddet, da der skal bruges penge til at etablere en ny polsterproduktion i USA og indarbejde en netop opkøbt engelsk virksomhed i koncernen.

Lokalt i Aalborg er Gabriels tidligere fabrik på Hjulmagervej ombygget til virksomhedshotel og datterselskabet Gabriel Ejendomme sat til salg.

I spidsen for Gabriel Holding står direktør Anders Hedegaard Andersen og bestyrelsesformand Jørgen Kjær Jacobsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078