HTH lever sit medieliv farligt
Wood Supply kommenterer.
Af David Wedege
Danmarks største køkkenmærke stod pludselig i stormvejr i denne uge - og det var med virksomhedens egne ord.
Berlingske bragte en række kritiske artikler, og det føg blandt andet med anonyme beskyldninger om lavkvalitet for profittens skyld.
Avisen ville gerne ophøje historien til en afsløring, og det er en historie, hvor man bringer oplysninger til veje, som offentligheden fortjener at kende og som nogle ikke vil have frem i lyset.
Det var ikke nok for Berlingske at komme først med nyheden. Det var også vigtigt at præsentere nyheden som en afsløring. Men holder det?
På erhvervsredaktørens blog skrev Peter Suppli Benson oven på tre artikler i serien, at ”HTH opførte sig som en skræmt struds”, der håbede på, at problemet ville forsvinde af sig selv. Hans vurdering var tydelig: HTH ønskede ikke at nogen skulle få kendskab til nedstyrtende skabe.
Jeg forstår udmærket, at det står skrevet i en kommentarspalte og ikke midt i den journalistiske reportage.
For det, der fremstår som Berlingske-redaktørens vurdering, er der helt enkelt ikke belæg for at konkludere journalistisk med de oplysninger, som fremgår i artiklerne.
At det modsatte ikke er bevist, er stadig intet bevis i Berlingskes favør, og avisens konklusion behøver redaktørens rygstøtte, fordi den ikke kan stå af sig selv.
Så var det en overhaling eller en afsløring? Forskellen er slet ikke ligegyldig.
Er det den afsløring, som Berlingske hævder, det er, sætter det sagen i et langt mere odiøst skær, end hvis HTH taler sandt; At firmaet sad med fingeren på send-knappen og var klar til at gå ud til kunderne. Dermed angriber avisen på kommentarplads køkkenproducentens hæderlighed og omdømme. Altså lige på grænsen til det injurierende.
Det er mindst et trin for lavt af Berlingske. Lidt for stramt gået. Lidt for tabloidt. Det burde ikke være nødvendigt, når historien er der alligevel.
Det var det, der kunne ligne et forsvarsskrift for Nobia-ledelsen.
Og nu til en formaning.
Hvis HTH og Nobia Danmark ikke allerede har pakket al retfærdighedssans ned – gør det nu, for sådan er livet desværre for et markedsførende navn, og offentligheden fungerer ikke som en retssal. Det fungerer snarere som et bølgende hav.
Sømænd beklager sig ikke over, at der er bølger på havet. Og spørg toppolitikere, ledere i topidræt, kulturpersonligheder og andre store erhvervsledere, som risikerer et karaktermord for lystens skyld.
Hver eneste ting, man gør og måden man gør det på og måden man fortæller om det, bliver genstand for offentlig opmærksomhed og bliver afgørende for det image, man får. Og selv uden at kvaje sig kan det komme helt ud af egenkontrol.
Derfor skal man ikke bare kende sin besøgelsestid i den konkrete sag. Man behøver også en velpolstret konto af offentlig goodwill - et kontinuerligt godt rygte. Og den velpolstrede konto er svær at få øje på.
Året startede med fyringen af den danske topchef i koncernen, Lars Bay-Smidt, der kom til at fremstå som de lange knives jubilæumsnat. Også fordi der fulgte en lang række af udskiftninger. Medarbejderne udtrykte igennem tillidsrepræsentanten, at kollegerne var i chok.
Det skete ikke med en timing, der var bevidst om sagens fremstilling i offentligheden og betydningen for HTH's image. Så havde man klappet det af med medarbejderne fra toppen og til gulvet og gjort det forståeligt, hvad baggrunden var.
Og situationsfornemmelsen var slet ikke på plads, da det viste sig, at koncernens topchef i Sverige, Morten Falkenberg, måtte trække en udmelding om bortvisning tilbage, da Bay-Smidt blot var fyret - ikke bortvist. Nobia-spidsen kendte ikke alvorsforskellen på bortvisning og fyring. Den er ellers stor og har alvorlig betydning for den fyrede chefs renommé.
Nu er spørgsmålet så, om Berlingskes svagt dokumenterede kritik, som på visse punkter er baseret på anonyme kilder uden fakta og beviser, er retfærdig eller ej. Det er mindre interessant, end man skulle tro, for når virksomhedens begivenheder gang på gang eksploderer i medierne som ødelæggende bomber, bliver det ret ligegyldigt, om tingene reelt var efter bogen. Så er der stadig noget, man ikke har gjort godt nok som virksomhed.
For en koncern der lever af at sælge køkkener, rækker det ikke med bedyringer, krisespin og forsvarstaler. Ikke engang beviser på bordet kan erstatte den offentlige tillid, som de dygtige i dette offentlighedsspil har formået at opbygge.
At fremstå bedre i offentligheden ligner en af Nobias vigtigste opgaver i tiden. Man kan ikke beskytte sig mod uretfærdige angreb, men man kan pleje og opsøge sit held.
