23948sdkhjf

Høvdingestol slog rekord under hammeren

Da auktionshuset Bruun Rasmussen for nylig havde Finn Juhls Høvdingestol under hammeren slog hammerslaget rekord.

Stolen blev solgt for 860.000 kroner.

- Vi har ikke tidligere solgt en Høvdingestol til den pris hos Bruun Rasmussen, så det var en rigtig god aften! Men stolen hører da også til blandt Nordens smukkeste og mest ikoniske møbelklassikere, og den betragtes som flagskibet i Finn Juhls virke. Auktionen vidner om, at den i dag har opnået international status af at være et kostbart samlerobjekt, fortæller Peter Kjelgaard, leder af Bruun Rasmussens designafdeling.

Det er ikke første gang at et dansk-designet møbel slår auktionsrekord i Bredgade. I efteråret 2015 blev et eksemplar af Poul Kjærholms kvadratiske daybed ”PK 80A” solgt for 700.000 kroner.

Også den sønderjyske møbelsnedker Peder Moos er populær. Tidligere på året blev en taburet fra snedkerens hånd solgt for 860.000 kr. på Bruun Rasmussen auktioner, mens et Moos-spisebord i efteråret 2015 gik for over seks millioner kroner på auktionshuset Philips i London. 

Om Høvdingestolen

Finn Juhl formgav Høvdingestolen i 1949 og den blev udført af hans samarbejdspartner og snedkermester Niels Vodder.

Den udgave der netop er solgt for 860.000 kroner er udført i teaktræ og betrukket med det originale cognacfarvede skind. 

Stolen fik sit navn efter at Kong Frederik IX havde prøvesiddet den på Snedkerlaugets Udstilling i 1949. En journalist spurgte efterfølgende Finn Juhl, om stolen så skulle hedde "Kongestolen", men det var for prætentiøst for arkitekten, der svarede "Kald den hellere en Høvdingestol".

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079