23948sdkhjf

Junget-chefen er optimist

2016 blev et godt år for den midtjyske maskinleverandør – men 2017 kan gå hen og blive endnu bedre, spår direktøren.

Nu skriver vi snart 2017, og i den forbindelse ser Poul Thøgersen, CEO hos Junget, tilbage på året, der er gået.

- I det forgangne år er det lykkedes os at nå i mål med mange af de initiativer, som vi har igangsat.  Vi har endnu ikke gjort resultatet op i kroner og ører, men alt tegner til, at år 2016 blev det år, hvor Junget fik vendt skuden. Vi har nået vores mål og fået skabt et positivt resultat, som vi er tilfredse med, fortæller han.

Han pointerer blandt andet at Jungets resultater skal ses i lyset af den generelle udvikling i branchen. Skæver man for eksempel til ”Konjunkturbarometer for træ- og møbelindustrien”, viser statistikken en øget omsætning i både møbel- og træindustrien, som er to at Jungets store aftager-brancher.

En konsolideret ejerkreds
I Junget vil 2016 blandt andet blive husket som året, hvor CFP Group trådte ud af ejerkredsen. CFP Group har været medejer af Junget igennem mange år, men valgte i 2016 at sælge sin andel til de øvrige ejere.

Den øgede konsolidering har blandt andet resulteret i en ny, målrettet vækststrategi, og som virksomhed kan Junget, ifølge Poul Thøgersen, allerede nu begynde at se resultaterne af den fokuserede indsats.

Samtidig er der også blevet investeret i Hinnerup-virksomheden. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis virksomhedens produktion af specialværktøjer og sliberiet skal være effektiv og konkurrencedygtig, melder Junget.  I 2016 har Junget blandt andet investeret i ny diamantsliber, og der er satset stort på den danske metalindustri med et helt nyt setup indenfor kundetilpassede båndsavklinger.

Et godt resultat skal fejres
Den 22. december mødes alle i Junget til gløgg og æbleskiver for at markere året, der er gået og ønske hinanden en glædelig jul.

- Nogle medarbejdere vil måske tænke på juleferien som stilhed før stormen. Hvis alt går efter planen, kan 2017 nemlig godt gå hen og blive et rigtig travlt år, konkluderer Poul Thøgersen, uden han dog vil nærmere ind på indholdet af Jungets ordrebøger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078