Sjællandsk firma køber konkursramte børnegarderober
Stina System Inventar i Randers havde 5 møgår i træk og gik i december 2016 konkurs og gik ned med produktionen og markedsføringen af især velkendte børnehavegarderober.
Nu har MMA Møbler i Hillerød købt samtlige aktiver, aktiviteter og designrettigheder, fortæller Michael Mansa, indehaver af den nordsjællandske inventarvirksomhed, som især indretter campusser for læreanstalter.
Produktionen i Randers, som kollapsede i decemeber, vækkes dog ikke til live. Alligevel har opkøbet reddet en håndfuld arbejdspladser, fortæller han.
De nødvendige maskiner og værktøjer, som var knyttet til Stina System Inventars produktion, er blevet flyttet til den underleverandør i Jylland, som MMA Møbler i forvejen samarbejder med. Sammen med flere af Stina Inventars medarbejdere.
Fuld gas på børnegarderober
Det er især produktionen af Stina System Inventars børnehavegarderober, der gør opkøbet interessant for Michael Mansa. Stina og MMA har derudover haft indretning af faglokaler og andre inventarprojekter til fælles.
- Det er børnehavesortimentet, der er det nye og spændende for os. Det andet bidrager med synergi og volumen. Derfor har vi også valgt at køre Stina videre som et brand, og det vil vi gerne signalere over for kunderne, siger han.
Foruden produktionsmedarbejderne, som nu har fået job hos MMA Møblers sædvanlige underleverandør, har MMA ansat en Stina-sælger, som får base i Aarhus.
- Så vi giver den fuld gas på børnehaverne. Det var det, Stina skulle have levet af, men som de måske forsømte. Vi vil gøre Stina markedsledende igen, og det er lykkedes os at fastholde næsten alle igangværende ordrer og hjælpe kunderne, så samarbejdet har kunnet fortsætte, siger han.
Michael Mansa tror, at MMA Møbler har en organisation, der kan gøre Stinas forretningsområde levedygtigt efter 5 underskudsår.
- Jeg mener, at vi har den rette erfaring med at begå os i byggeprojekter, og det tror jeg, udgør forskellen. Vi er meget kompetente til at være på byggepladser og har styr på varer, logisk, mål og fleksibilitet.
MMA har købt boet efter Stina Inventar kontant, fortæller Michael Mansa, som ikke vil røbe købssummen. Han forventer, at opkøbet vil fordoble MMA Møblers omsætning allerede i år.