Skovejerne finder afløseren for fyret direktør
I november 2016 fyrede DSH Wood deres administrerende direktør Per Dige Pedersen efter kun 4 måneders ansættelse og indsatte en midlertidig afløser.
Den permanente afløser er nu fundet og hedder Rasmus Grønborg Bak, skriver DSH Wood i en pressemeddelelse og skriver, at han tiltræder "senest august 2017".
Indtil da fortsætter Jørgen Røge som midlertidig direktør.
Rasmus Grønborg Bak, 42 år, har som forstkandidat en stærk faglig og ledelsesmæssig baggrund, mener man hos DSH Wood. Han har blandt andet været skovfoged og afdelingschef hos HedeDanmark og senere skovrider i Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland.
Og er indtil tiltrædelse hos DSH Wood ansat i et såkaldt fideikommis, som driver skovbrug for 2 svenske slotte, som er Gåsevadholms Slot syd for Göteborg og Kobergs Slot syd for Trollhättan.
- Vi er meget glade for, at det er lykkedes at ansætte Rasmus. Med sin solide baggrund og stærke personlige og ledelsesmæssige egenskaber er han er den rette person til at sikre det planlagte generationsskifte i ledelsen. DSH Wood har en god position på markederne med udsigt til en positiv udvikling, hvilket et stærkt medarbejderteam med Rasmus i spidsen vil have store muligheder for at udvikle yderligere – med fortsat fokus på risikostyring og forudsigelighed i de finansielle resultater, skriver Toke Foss, som er bestyrelsesformand.
Med base i Fredericia og med 50 medarbejdere i 7 lande er DSH Wood en global handelsvirksomhed, der handler med råtræprodukter af løv- og nåletræ samt savet træ og biobrændsel.
DSH Wood, som er ejet af Dansk Skovforening, leverer til møbelfabrikker, finerværker, savværker, cellulosefabrikker og energisektor.