23948sdkhjf

Webprojekt skal løfte produktudviklingen

Et banebrydende web-projekt skal give bolig- og beklædningsvirksomheder adgang til kundernes gode idéer. Kodeordet er brugerinddragelse via online communities.
Danskernes passion for medier som Facebook er ikke bare ligegyldig tidsfordriv!

Vores interesse for - og erfaring med - de sociale medier kan nemlig give Danmark et unikt forspring, fordi virksomheder kan udnytte kundernes fortrolighed med internettet til produktudvikling.

Brugernes gode idéer kan let formidles til designere og producenter, hvis de rette betingelser bliver skabt. Kodeordet er online communities, og virksomheder fra bolig- og beklædningsbrancherne får nu en unik chance for at være med til at skabe et koncept, som hele Danmark senere kan lege videre med.

- Online communities rejser så mange spørgsmål, at små og mellemstore virksomheder næsten på forhånd må give op – en skidt strategi, når udviklingen på området bevæger sig med så høj fart. Derfor har vi i samarbejde med nogle centrale aktører udviklet projektet JOIN, som skal skabe et online community, hvor virksomheder, designere og forbrugere sammen kan udvikle produkter, der bedre møder brugernes behov, siger Betina Simonsen, direktør for Udviklingscenter for Møbler og Træ.

Inspiration fra Japan
JOIN tager udgangspunkt i et japansk online community, Cuusoo, som i løbet af de sidste 10 år har udviklet et væld af nye produkter i et samspil mellem 130.000 brugere, 6.000 designere og 1.500 virksomheder.

Brugeren præsenterer en idé til et nyt produkt, og andre brugere bygger måske videre på idéen. Derefter stemmer brugerne om, hvorvidt idéen er god nok; om det er noget, de har lyst til at købe. Brugerne tilkendegiver samtidig, hvor mange penge de vil betale for produktet.

Får idéen tilstrækkeligt med stemmer, kan en designer og en producent udvikle den helt færdig og sætte konceptet i produktion. Medlemmerne kan evt. senere hjælpe med salg og distribution af det nye produkt.

JOIN har som mål at øge danske virksomheders vækst og konkurrenceevne ved at facilitere en forretningsmodel i tråd med Cuusoo – men tilpasset danske forhold. Når projektet er afsluttet, stilles modellen til rådighed for alle danske virksomheder.

Jørgen Rasmussen, Institutleder ved Arkitektskolen i Århus, hilser tiltaget velkomment, for det er meget vigtigt, at danske virksomheder og designere forholder sig til de nye muligheder:

- Det her er ikke kun for innovative unge. Store virksomheder som Muji - Japans svar på Ikea - og danske Lego, bruger Cuusoo-modellen som en reel udviklingsmodel for produkter, og der tegner sig et billede af, at der er et potentiale i denne inddragelse af brugerne. Samtidig er det oplagt for danske virksomheder at arbejde med brugerinddragelse, fordi det er en grundholdning, som ligger tæt op ad den danske, demokratiske tankegang – man kan vel sige, at det netop er det, som karakteriserer ´Danish Design´, siger han.

Om JOIN
”JOIN” står for Joint Online Innovation Network og er et banebrydende projekt, som skal udvikle en innovationsplatform, hvor virksomheder, designere og kunder i fællesskab kan udvikle nye produkter på internettet.

Bag projektet står: Alexandra Instituttet Innovationsnetværket for Livsstil – Bolig & Beklædning (UMT), Cross-road Innovation, Cuusoo, Karup Partners, Danske Designere, Lego og Copenhagen Business School.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078