Trædrejer satser på undervisning
Per Sepstrup har stor passion for trædrejning, og nu har han indrettet et værksted med otte drejebænke. Herfra vil han undervise såvel øvede som uprøvede trædrejere.
- Træarbejde har altid tiltalt mig, og efter jeg har forladt arbejdsmarkedet, så er der blevet tid til at fordybe mig i emnet. Og nu mener jeg, at jeg har så meget faglig ballast, at jeg også kan lære fra mig, siger han til Fynske Medier.
Sepstrup ejer i forvejen et galleri med brugskunst i trædrejeri sammen med sin hustru, men i tilknytning hertil har ægteparret nu indrettet et værksted med otte arbejdspladser til kommende kursister:
- Den eneste måde at lære trædrejning er ved bænken, så selvom der også skal puttes lidt teori på, så er det vigtigt, at der er en bænk til hver deltager, siger Per Sepstrup og fortæller, at det første kursusforløb indledes i midten af august.
Læs mere på www.kreativtraedrejning.dk
Kilde: Fynske Medier