23948sdkhjf

De nominerede til Avantgardeprisen…

Intelligente siddemøbler, en taburet med indbygget kompostering og et adfærdsregulerende arbejdsbord var blandt de møbelkoncepter, som var indstillet til Avantgardeprisen 2009.
Torsdag i sidste uge blev Avantgardeprisen 2009 overrakt til designvirksomheden Carl & Carl for deres dynamiske arbejdsbord ”Workflow”.

Vi bringer her en beskrivelse af såvel vinderen som de øvrige fire nominerede.

1. Workflow
Bordet er designet ud fra det faktum, at de fleste arbejdsskader i dag skyldes monotomt, stillesiddende arbejde.

Via et stykke software kommunikerer bordet med arbejdscomputeren og hæver/sænker sig på givne tidspunkter, således medarbejderen tvinges til at skifte arbejdsstilling. På den måde er bordet med til at forebygge rygskader.

Endvidere er "Workflow" strømbesparende og slukker alle strømbrugende apparater, når computeren går i dvale. Bag konceptet står Thomas Albertsen og Gustaf Wollin, indehavere af virksomheden Carl & Carl, samt Jesper Lykkebo.

2. NYX Chair
Et intelligent siddemøbel, som er designet ud fra filosofien om, at design i almindelighed løser behov, mens intelligent design erkender, at behov kan være forskelligt.

NYX Chair er et forsøg på at analysere og optimere stolen som siddemøbel. Den lægger op til brugssituationer, hvor mennesker sidder i længere tid.

Designer: Antonio Scaffidi.

3. Adapt
Adapt ligner ved første øjekast en almindelig kontorstol, men det er den ikke.

Stolen har sensorer, er opbygget af bits, foretager beregninger, har et interface og et program. Resultatet er en stol, som kontinuerligt aflæser kroppens form, position og tyngdepunkt og løbende tilpasser sædets og ryglænets geometri på basis af disse informationer.

Designer: Kaare Bækgaard

4-5. Convert
Et siddemøbel med aktiv kompostering, som på to uger omdanner affald til naturgødning.

På afstand ligner den en almindelig taburet, men når låget vippes, åbenbares et veludviklet komposteringssystem til nedbrydning af organisk affald.

- Hvis vi skal komme i nærheden af 2020-klimamålene, er det nødvendigt, at alle borgere gør en indsats. Vi har udviklet Convert for at inspirere og gøre det muligt for borgerne at gøre noget, sagde designerne Agnes Nilsson og Andrea Tryggvadottir under præsentationen.

4-5. Slope
Et modulbaseret møbellandskab i frie former, der i sit design er inspireret af det danske landskab.

Det er ikke beregnet til at sidde på i længere tid, og målgruppen findes således i det offentlige og halvoffentlige rum (ventesale, biblioteker, rekreative rum osv.).

Møblets styrke er de mange kombinationsmuligheder, som med designer Susanne Grønlunds ord er utallige:

- Jeg har i hvert fald ikke fundet grænsen endnu. Vores største udfordring til i dag var faktisk at begrænse os i vores præsentation, fordi der er så mange muligheder, sagde hun under præsentationen.


Læs mere:
Carl & Carl hædret med Avantgardeprisen
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094