Masser af verdensnyheder på årets HI-messe
Nyhederne står nærmest i kø, når MCH Messecenter Herning slår dørene op for industrimessen HI 09. I alt 228 godkendte nyheder – heraf 93 verdensnyheder mod 22 verdensnyheder i 2007.
Rekord mange udstillere har indsendt deres nyheder til officiel bedømmelse, og i alt 228 er blevet godkendt og tildelt fra én til tre stjerner efter nyhedsværdi. Af de mange nyheder er de 93 karakteriseret som verdensnyheder, og det er tre gange så mange som ved sidste messe for to år siden:
- Det er utrolig positivt, at vi oplever så mange nyheder og ikke mindst en eksplosiv vækst i verdensnyheder. Det er en glædelig udvikling at HI og MCH Messecenter Herning er i stand til at præsentere så mange verdensnyheder midt i en finanskrise, hvor den internationale konkurrence er større end nogensinde, siger Henrik G. Larsson, centerchef ved Teknologisk Institut i Århus.
I 2009 er træindustrien for første gang med på HI, og træindustriens 'messe i messen' - "Woodtech" - står for seks af årets nyheder. Det klart bedst repræsenterede område er Automation med hele 146 nyheder, mens de øvrige fordeler sig således: Electronics 19, Subsuppliers 19, Logistics 18, Workplace 13 samt Innovation 7.
Se nyhederne på HI 09's hjemmeside
Kilde: MCH Messecenter Herning