Møbelkæder øger salget
Iddesign, der står bag kæderne Idemøbler og Ilva, styrer mod underskud i 2009/10, men der er lys forude. De seneste måneder har budt på stigende salg og vundne markedsandele.
Det afslører administrerende direktør, Mikael Thinghuus, over for dagbladet Børsen:
- Det har været et brutalt marked. Vi gik tidligt i gang med at reducere vores omkostninger, så de er væsentligt lavere end for nogle år siden. Men det resultat, vi kommer med, er stadig ikke tilfredsstillinde, og vi får underskud om end betydeligt mindre end året før, fortæller han.
Fremgang ligner en trend
Trods de utilfredsstillende regnskabstal ser direktøren fortrøstningsfuldt på fremtiden. Både Idemøbler og Ilva vinder markedsandele i disse tider, og samtidig er det lykkedes at øge omsætningen:
- Siden december har vi haft fremgang i salget, og det er første gang i to år, vi har prøvet det. Vi har set fremgangen fortsætte i de seneste måneder, og det begynder at ligne en trend, siger Thinghuus til avisen.
Iddesign fremlægger sit årsregnskab i løbet af sommeren.