23948sdkhjf

Nu ved vi hvad kunderne synes

Møbelproducenterne Ansager og Dencon har for første gang prøvet at gøre slutbrugerne til en aktiv del af produktudviklingen. Det har givet masser af nye idéer.
I denne uge sætter Wood Supply fokus på det netop afsluttede ULD-projekt, hvor syv virksomheder siden 2007 har arbejdet på at blive bedre til at inddrage brugerne i deres produktudvikling.

I alt fire metoder til brugerdreven innovation er blevet testet, og i dag fortæller vi historien om møbelproducenterne Ansager og Dencon, der har arbejdet med ”prototyping”.

Har manglet førstehåndsviden
For både Ansager og Dencon er interessen for ULD-projektet udsprunget af uheldige oplevelser i produktudviklingen, hvor større satsninger er blevet til kostbare fejlskud.

Samtidig har begge virksomheder haft for vane at udvikle nye produkter i samarbejde med forhandlere og andre samarbejdspartnere. De så derfor ULD-projektet som en oplagt chance for at få kontakt til en gruppe, som de normalt ikke får inddraget i processen; nemlig slutbrugeren:

- Vi ville være klogere på, hvad kunderne i virkeligheden vil have og må konstatere, at vi har manglet førstehåndsviden om slutbrugeren, siger Udviklingschef hos Dencon, Tommy Nielsen, mens Ansager-direktør Steen Betak tilføjer:

- Vi valgte at være med i ULD, fordi vi et par gange har stået med nyudviklede borde, som ikke solgte, som vi forventede. Vi kunne se, at dette var en god mulighed for at syreteste prototyper på en helt anden måde, end vi plejer, forklarer han.

Brugernes synspunkter med i processen
Når man arbejder med ”Prototyping” handler det om at inddrage brugerne flere gange undervejs i designfasen. Det sker typisk via fokusgrupper, som er meget eksperimenterende i begyndelsen og hen mod slutningen bliver mere målrettede.

På baggrund af input fra de første fokusgruppesessioner forberedte begge virksomheder et produkt til test. For Dencons vedkommende var der tale om en ny kontormøbelserie ved navn ”Calma”, mens Ansager – med afsæt i brugernes tanker om spisebordet og dets funktion – havde udviklet en ny prototype til et spisebord.

Responsen var overvejende positiv, og begge virksomheder fik værdifuld viden i hus, som kunne bruges i det videre arbejde. Dencons møbelserie er allerede sendt på markedet, mens Ansager forventer at have sit spisebord klar til salg i løbet af efteråret.

Sammensætning er altafgørende
Arbejdet med metoden – herunder sammensætning og afvikling af fokusgrupper – blev gennemført af researchvirksomheden Lindberg International med assistance fra Teko-studerende.

For at få noget ud af metoden er det afgørende, at fokusgrupperne har den rette sammensætning, hvilket begge virksomheder fik et indblik i undervejs:

- Vi blev meget klogere på, hvem vi tager ind til fokusgruppemøder og lærte at definere vores målgruppe mere nøjagtigt, siger Steen Betak fra Ansager, mens Dencons Tommy Nielsen tilføjer, at sammensætning af forskellige typer giver en bredere indsigt i brugssituationer og problemstillinger.

Begge virksomheder har tidligere trukket på egne netværk, når produkter skulle testes, men det indebærer en stor risiko for, at indbyrdes relationer og skjulte dagsordener indvirker på resultatet. Den risiko minimeres, når man indhenter eksterne personer, der er mere tilbøjelige til at tale ’lige ud af posen’.

Designeren er en udfordring
En anden erfaring var vigtigheden af at lade uvildige personer lede slagets gang, for er man i forvejen involveret i produktet, er det svært at indtaget rollen som den objektive moderator:

- Den rolle kan man ikke selv spille. Man vil næsten med sikkerhed komme til at forsvare ens produkt, og det er ikke meningen, lyder det fra Tommy Nielsen.

For begge virksomheders vedkommende var det især en udfordring at få arkitekterne til at acceptere inddragelsen af brugerne i designprocessen:

- Det handler om at få arkitekten til at forstå, hvorfor man gør, som man gør. Det var svært i starten, konstaterer Tommy Nielsen.

Ikke bare noget man lige gør
Hverken Tommy Nielsen eller Steen Betak afviser at inddrage erfaringerne fra ULD-projektet i udviklingen af nye produkter i fremtiden. Dog fremhæver Steen Betak, at det er vigtigt at overveje grundigt, om man er villig til at afsætte de ressourcer, som kræves for at komme helt i mål:

- Et projekt som dette er ikke bare noget, man lige gør. Der er en lang forberedelsesfase, og personligt foretrækker jeg et hurtigere og intenst forløb. Derfor skal man se sig selv i øjnene – har man tiden og kræfterne?


Læs mere:
Produktudvikling på japansk
Unik viden åbner nye døre for Multiform
Møbelfirmaer lærer kunderne at kende
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063