Midtjyske virksomheder i ambitiøst samarbejde
Muubs & More, som sælger designermøbler, er gået sammen med Skibbild Anlægsgartner om at etablere et nyt, 700 m² stort udendørs showroom.
Bag det nye tiltag står Skibbild Anlægsgartner og virksomheden Muubs & More, der forhandler møbler, bl.a. eget møbel-brand, fra en større fabriksbutik i Herning:
- Man kan sige, at der er to vinkler på samarbejdet. Outdoor-møbler kræver en have, og en have kræver outdoor-møbler. Så der er inspiration til de haveinteresserede, men de får også inspiration til at møblere haven, siger administrerende direktør hos Muubs, Bent Povlsen, til Herning Folkeblad.
I disse dage arbejder de to virksomheder på højtryk for at blive klar til indvielsen. Den finder sted den 18. juni, og forventningerne til det nye projekt er store:
- Jeg tror ikke, der findes noget lignende nogen steder, men det er jo en win-win for alle, for begge dele kan præsenteres hver for sig, men det er bedre sammen, for en terrasse ser jo bedre ud med møbler, siger Søren Bechmann, medejer hos Skibbild Anlægsgartner.