23948sdkhjf

Årets bedste maskinsnedkersvende hædret

På Træets Årsdag den 10. juni præmierede Træets Uddannelser de tre bedste projektvendeprøver fra dette skoleårs nyuddannede maskinsnedkere.
Når maskinsnedker-eleverne afleverer og består projektsvendeprøven som afslutning på deres uddannelse, kan den enkelte skole indstille prøverne til præmiering, hvis skolen og dens lokale uddannelsesudvalg vurderer, at møblet udmærker sig særligt.

En professionel fag-jury vurderer herefter de indkomne nomineringer og udpeger blandt disse de tre projektsvendeprøver, som skal modtage en præmie på Træets Årsdag.

”Og vinderen er…”
Dette års vinder er Pia Hansen, som blev præmieret for sit møbel ”Sminkebord”. Et møbel, som juryen vurderede var ”et unikamøbel, som der er gjort en masse innovative tanker omkring”.

De innovative tanker, et stort stykke arbejde og nye vinkler på et ellers traditionelt møbel sikrede Pia Hansen førstepræmien på 30.000 kroner, som kan bruges til en studierejse, videreuddannelse eller som bidrag til produktionsmodning.

På de efterfølgende pladser kom Brian Lindhart og Peter Martin Petersen, der blev belønnet med henholdsvis 20.000 og 10.000 kroner for deres møbler ”Lounge Stol” og ”Kortmøbel”.

Også her lagde dommerne vægt på det innovative element, lige som formsproget for især stolen fik pæne ord med på vejen.

Maskinsnedkeruddannelsen skal have opmærksomhed
Allan Munch Mortensen, formand for Det faglige udvalg Træets Uddannelser, lægger ikke skjul på, at en væsentlig baggrund for præmieringen af de unges projektsvendeprøver er markedsføring af maskinsnedkeruddannelsen:

- Den generelle viden om maskinsnedkeruddannelsen er desværre ikke stor, og det er derfor vigtigt for os at markere det bedste fra de unge maskinsnedkere. For det er netop dem, der kan løse opgaverne i en trængt branche, som behøver medarbejdere med evnen til at tænke anderledes og arbejde selvstændigt. Det er ganske enkelt en nødvendighed for at klare sig i den hårde, internationale konkurrence, vurderer han.

Fakta om Projektsvendeprøven
• Projektsvendeprøven er en selvvalgt opgave, hvor eleven selv kan vælge et projekt til sin svendeprøve. Prøven er obligatorisk for alle elever på maskinsnedkeruddannelsen.

• Prøven består af: En praktisk opgave, en projektrapport, en teoriopgave og en mundtlig prøve.

• Eleven har i alt 112 timer til at producere møblet og udarbejde projektrapporten.

• Hvert år præmieres de tre bedste Projektsvendeprøver med hhv. kr. 10.000, kr. 20.000 og kr. 30.000, doneret af Træets Uddannelses- og Udviklingsfond. Præmierne uddeles på Træets Årsdag, hvert år i juni.

• Dette års vinder, Pia Hansen er udlært hos FZ Bolig- og Erhvervsservice, Hørve og har gået på Roskilde Tekniske Skole.

Læs mere om maskinsnedkeruddannelsen og International Snedker-uddannelsen på www.traefremtid.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.367