Splid i Norges tredje største trælastkoncern
Ejerne af Norges tredje største trælastkoncern, Kjeldstad, beskylder bestyrelsesformand og direktør for at røve og kuppe virksomheden.
Nu har bestyrelsesformand Per Aftreth og koncernchef Ola Morten Eidem i det stille forhandlet en aftale om at en ekstern partner går ind med 143 millioner norske kroner i egenkapital og overtager hele selskabet.
Hvis denne løsning falder på plads vil de nuværende ejere - herunder Kjeldstader i 3. og 4. generation, være helt ud af aktiebogen.
Alternativet er konkurs
Ifølge de potentielle nye ejere - heriblandt kreditorerne SpareBank 1 SMN og Selbu Sparebank - er konkurs den eneste alternative løsning til den nye ejerskabsmodel.
- Virksomheden skal have nye penge for at fortsætte med at eksistere. Der er ingen vej udenom, siger adm. direktør Ola Morten Eidem til Dagens Næringsliv.
Som en forklaring på den valgte løsning, siger Eidem, at det ville give for store konsekvenser at erklære Kjeldstad konkurs, hvis de nuværende ejere ikke vil gå ind med flere penge.
Det er et røveri
Men den løsning køber Kjeldstaderne ikke.
- Vores vigtigste folk - administrerende direktør og bestyrelsesformand - har kørt en proces på egen hånd. Nu forsøger de at tvinge os til at acceptere dette nul ved at sige, at virksomheden går konkurs og 400 medarbejdere vil miste deres job, hvis vi siger nej. Vi mener, det er et røveri, siger Aage Kjeldstad til DN.
Aage Kjeldstad ejer cirka 17 procent af selskabet i dag, og understreger, at han taler på vegne af alle ejere.