Sommerens vigtigste nyheder
Pæne regnskaber fra Nobia og Moelven samt en stor ordre til Engelbrechts var blandt de mest bemærkelsesværdige nyheder i ferieperioden. Læs mere her.
Markant højere indtjening hos HTH-ejer
Køkkengiganten Nobia udsendte den 19. juli sit regnskab for 2. kvartal, og trods et fald i nettoomsætningen på 12 % er det lykkedes at øge indtjeningen (EBIT) med hele 82 %.
Således lyder koncernoverskuddet for 2. kvartal på 195 mio. SEK mod 107 mio. i samme periode i fjor. Det samlede resultat for første halvår hedder 171 mio. SEK – 98 mio. mere end i 2009:
- Vi har noteret stigende efterspørgsel fra nybyggeri-segmentet I Norden, primært i Finland og Sverige, siger CEO Preben Bager, som til gengæld betegner situationen i UK og Frankrig som vanskelig.
Moelven henter driftsresultat på 141 millioner
Også trævarekoncernen Moelven kunne glæde sig over et positivt 2. kvartal. Driftsresultatet på 141 mio. NOK er en forbedring på hele 117 mio. i forhold til sidste år og skyldes hovedsageligt gode driftsforhold, omkostningsreduktioner samt prisudviklingen inden for færdigvarer i Timber og Wood.
- Dette er et godt kvartal for os, og det bør det også være, da byggeaktiviteterne øges om sommeren. Byggesystemdivisionen, som normalt ligger sidst i konjunkturforløbet, ser også ud til at have passeret konjunkturbunden for denne gang, og ordrereserven er igen stigende, siger koncernchef Hans Rindal.
Det samlede driftsresultat for første halvår lyder på +164 mio. NOK mod -66 mio. i samme periode i fjor.
1.000 designerstole til kongrescenter i Nürnberg
Den 12. juli kunne københavnske Engelbrechts A/S offentliggøre nyheden om en større millionordre på 1.000 Erik Magnussen-stole til CNN Congress Center Nürnberg.
Adm. direktør Peter Mahler Sørensen oplyser, at der er tale om en eksklusiv variant, der bl.a. omfatter polstring med stof fra danske Kvadrat.
- 1. halvår 2010 har været rigtig god for os, specielt vores salg i Danmark og til det øvrige Skandinavien samt de tysktalende lande er vokset med tilfredsstillende 29 %. Og da der her er tale om et marked, hvor efterspørgslen ikke er voksende, er vi godt tilfreds med udviklingen. Vi har store ambitioner i 2. halvår, idet vi på den internationale møbelmesse Orgatec i oktober måned bl.a. lancerer en nyhed fra Erik Magnussens hånd. En udvidelse af produktsortimentet, som vi forventer os meget af, siger direktøren.
Nørlund-Viskum hårdt ramt af krisen
Den 3. august kunne dagbladet Børsen berette, at et 2009-underskud på 18 mio. kroner hos nordjyske Nørlund-Viskum Træ, har tvunget ejeren til at skyde et tocifret millionbeløb i virksomheden.
Under finanskrisen er priserne på savværkets produkter faldet med 30-40 %, og det kan mærkes. Ledelsen forventer ikke overskud før tidligst i 2011.
Nørlund-Viskum Træ er ejet af Nørlundfonden, og kapitaludvidelsen på 15 mio. kroner realiseres via udstedelse af nye aktier.
Stor interesse for Interzum 2011
Koelnmesse, der står bag Interzum i tyske Köln, kunne i begyndelsen af juli måned meddele, at 80 % af standepladsen til 2011-udgaven af den internationale møbelmesse allerede er booket op:
- Det overgår vore forventninger. Alt i alt forventer vi i omegnen af 1.400 udstillende virksomheder og et totalareal på 152.000 m², siger Gerald Böse fra Koelnmesse.
Interzum afholdes i dagene 25.-28. maj 2011.
Stor fusion i træindustrien fuldt implementeret
Kort før sommerferien kunne tyske Holzwerk Hemau (HWH) og LESS-gruppen fra Tjekkiet oplyse, at fusionen mellem de to parter nu er fuldt implementeret.
Fusionen betyder bl.a., at råvareforsyningen til Hemau, som i dag leverer fingersamlet knastrent kerntræ til danske vinduesfabrikker, fremover vil være sikret.
- Det betyder også, at det nu bliver muligt at tilbyde almindelige savvarer i Danmark til både byggeri og træindustrien, siger agenturindehaver Kurt Hansen fra HWH/LESS.
Less-gruppen har en stor produktion af især fyr og gran flere steder i Tjekkiet og råder bl.a. over et nyt savværk i Caslav med en kapacitet på 260.000 m³.
Flere danske aviser på FSC-papir
Pressens Fællesindkøb startede sidste år et projekt, som skulle udmunde i FSC-certificering af danske dagblade og aviser. Sidste år blev Politiken, Kristeligt Dagblad og Information som de første i landet trykt på FSC-papir, og i forrige weekend kom turen til bl.a. Jydske Vestkysten og Fyens Stiftstidende.
Pressens Fællesindkøb har fået en multisite-certificering, som betyder, at alle danske dagblade i princippet kan gå over til FSC-papir.
- Mange opfatter fejlagtigt papiret som en miljøbelastning: Man fælder en masse træer for, at jeg skal kunne læse min avis. Den forståelse vil vi gerne til livs med vores FSC-projekt, siger adm. direktør i Pressens Fællesindkøb, Thomas K. Isaksen.