Krone Vinduer i fint selskab
Vinduesfirmaet bliver fremhævet som mønstervirksomhed i en ny rapport fra DA og LO.
Den blev nemlig udnævnt som mønstervirksomhed i en rapport, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO udgav i fællesskab, skriver Nordjyske.
Stolt direktør
Rapporten handler om, at det kan betale sig at investere i medarbejdernes velfærd - og at man skal udnytte medarbejdernes viden i langt højere grad end det generelt sker i det danske erhvervsliv.
Krone Vinduer er fremhævet sammen med Ikea, Københavns Lufthavn og Brdr. Hartmanns Fabrikker i Tønder.
- Vi er selvfølgelig stolte af at blive nævnt i sådan en rapport, siger adm. direktør Kaj Bundgaard, som regner med, at udnævnelsen skal bruges i Krone Vinduers almindelige markedsføring.
De indre værdier
DA og LO fokuserer i rapporten på de indre værdier i det danske erhvervsliv. Værdier, som skal være synlige for både ledelse og medarbejdere, skriver Nordjyske.
Det er blandt andet arbejdet med at formidle virksomhedens værdier til nye ansatte, som har givet vinduesfirmaet den flotte position.
- I dag sammenligner vi Krone Vinduer med et håndboldhold. Jeg er træneren, som udstikker retningslinjerne og overlader banen til spillerne. Modstanderne er vores konkurrenter og dommeren er vores kunder, siger Kaj Bundgaard, som fremhæver, at Krone Vinduer i dag er domineret af meget selvstyrende grupper i produktionen.