Fynsk møbelfabrik genopliver sit eget gamle savværk
Efterspørgslen på kvalitetstræ i både Danmark og i Europa har i de seneste år været stigende, konstaterer man på Farstrup Møbelfabrik på Nordfyn, som nu hedder Farstrup Furniture.
Så hvorfor ikke støve møbelfabrikkens eget, gamle savværk af?
Siden nye ejere i marts i år overtog den traditionsrige møbelfabrik mellem Odense og Bogense, har en større oprydning været i gang. Hvad kan bruges? Hvad skal smides væk?
Så traf den nye direktør Steen Lyhne Johansen den beslutning at genoplive det savværk på stedet, som lukkede tilbage i 1999.
Alt blev støvet af og gjort klar i løbet af juni. Og det første træ er blevet savet.
Han tror, at der efter en lukningsbølge omkring og efter årtusindskiftet er plads til en ny aktør.
- Konkurrencen er blevet en anelse mindre. Der er færre men større savværker, som er er blevet mindre fleksible. Det tror vi, er en god ramme for at genstarte savværket i Farstrup, siger han.
Det nye, gamle savværk i Farstrup skal således kunne levere den fleksibilitet og omstillingsparathed, som han mener, markedet savner.
Farstrup Savværk skal især save i eg og i bøg og amerikansk valnød.
- Savværket kan det samme som de store savværker, bortset fra at save kæmpestore mængder. Det saver nogle mindre serier.
Der mærkes allerede en stor efterspørgsel fra både danske møbelproducenter og europæiske trægrossister, og de første samhandelsaftaler er indgået.
Savværket er ikke en del af møbelfabrikkens drift, men fungerer på papiret som en helt selvstændig forretning.
Savværksdelen er lejet ud til selskabet IWS-Group ved Poul Kjeldsen, som er ejer og daglig leder af savværksdelen.