Er der plads til levende snedkerkunst længere?
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.
Bemærk! - sagde en dansk møbeldesigner til denne træ- og møbelreporter - at den årlige Snedkernes Efterårsudstillingi København egentlig ikke viser særlig megen snedkerkunst.
Ikke i klassisk forstand, og materialer som metal, plast og beton har for længst spist sig ind. Det samme har statement designs af underbearbejdede emner som Søren Ulrik Petersens udendørsmøbel af rundtømmer med bark.
Det skal dog ikke være et nakkedrag til Søren Ulrik Petersen, som har betydelige snedkerarbejder på sin arbejdssamvittighed.
Men hvorfor er det synd, at der er for lidt snedkereren?
Nogle af de mest skattede værker i dansk møbelproduktion ser kun ud, som de ser ud. fordi de blev skabt i snedkernes arbejdsrum. Med træet mellem hænderne og i udforskning af, hvad der er muligt. Klassikere ser alene ud, som de gør, fordi de ikke alene var industrielt tænkt, men håndværksmæssigt formet.
Nogle af disse skattede værker fremstilles fortsat i hånden og er kostbare.
Andre lander på mere spiselige kostpriser, fordi de oprindelige snedkerkomponenter kan genskabes effektiv med moderne, 5-akset CNC-teknologi.
Det kan man stadig gøre i 2017: Skabe en prototype i hånden og modne et snedkerværk til højteknologisk masseproduktion.
Blandt designere høres der murren i krogene over, at danske fabrikker ikke er villige nok til at investere i kostbar udvikling, fordi det er billigere at finde en gulnet tegning i en skuffe og sætte en 60 år gammel sag i produktion igen.
Dansk møbelsnedkerkunst ligner desværre noget, der slutter, når møbelsnedkeren afleverer sin svendeprøve og når årets dygtigste får sit vinderdiplom og en blomsterbuket på den årlige kåringsdag i Vejle.
Nærheden til materialet er et DNA-spor, som langsomt risikerer at forsvinde ud af dansk møbeldesign, og så vil det være en fortælling, der ikke bliver fornyet, fordi tidens nye klassikere oftest er industrielle designerstykker med masseproducerede, ens siddeskaller.
Er det den vej, det skal gå for dansk møbelsnedkerkunst, eller findes der en vej for snedkerkunsten?
Artiklen er en del af temaet Kommentar.