23948sdkhjf

Giv dog kunden fred: Det er dig, der skal designe

Wood Supply kommenterer.

Valgfrihed var engang det helt store paradigme for bolig og indretning. Og for alt muligt andet.

Valgfrihed var tidsånden for et til to årtier siden. Også for møbelproducenter, indretningskonsulenter og køkkenbutikker.

Frit valg her og frit valg dér.

Det budskab, alle skulle have til kunden, var: Du får det præcis, som du selv vil!

Og hvis kunden spurgte, var man opdraget til at svare igen med et spørgsmål: Hvad vil du gerne have?

Tit er valgfrihed en illusion, for tit døjer kunden med at overskue den valgfrihed, og der er stadig grænser for alt.

Det paradigme – valgfrihedsparadigmet – ligner efterhånden en eternittagplade med mos på.

”Design dit eget…” og ”Design din egen…” er en slidt start på et slogan. Meget slidt. Lige så slidt som salatbaren, som kokken alligevel er bedre til at vælge i, end gæsten er.

Der vil formentlig stadig være niche nok i valgløsninger for nogle. Men for rigtig mange er udfordringen ikke, at de ikke kan give kunderne valgfrihed nok. Udfordringen er oftere inspiration. At kunderne er i et kaos af moduler, mål og småkomponenter

Montana, der om nogen gik ind for valgfrihed, har for længst ændret selvopfattelse til at blive møbel- og løsningsskaber, og viser i dag tydelige eksempler på, hvad kunden kan bruge det fleksible system til.

For nogle vil det fortsat være sagen at føre en tapetlang liste over lågeprofiler og valgfrie farver og overflader. For andre vil det være langt mere lønsomt at turde at vælge for kunden. Og skære feltet ind til et skarpt og snævert udvalg, som rammer tiden og forstår målgruppen og som ikke mindst giver tydelig og attraktiv profil.

Der er intet galt ved at være fleksibel. Tværtimod. Men kunden er meget sjældent nogen designer. Måske lige så sjældent som patienten selv er læge.

Og der er ingen grund til at tale designerens rolle derned, hvor design er noget, alle gør.

Opfat det som en måde at skabe merværdi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095