Prinsen gav designpris for hjælpemidler
En trappe der kan forvandles til kørestolslift og en batteridreven løftestol, som kan hjælpe en person, der er faldet, op fra gulvet til næsten stående stilling på få minutter.
Det er eksempler på innovative velfærdsteknologiske produkter fra den nordjyske virksomhed Liftup A/S, som i dag d. 29. januar 2018 vandt DI’s Initiativpris.
Prisen blev overrakt af H.K.H. Prins Joachim foran 400 gæster på Dansk Industris konference for små og mellemstore virksomheder i Kolding.
- Med DI’s Initiativpris vil vi gerne hædre nogle af de virksomheder, som har udvist særligt initiativ og handlekraft i løbet af det forgangne år. Virksomheder som gennem deres virke kan tjene som inspiration for andre, sagde han i begrundelsen.
Liftup får prisen for at sætte æstetik, design og sikkerhed i højsædet – på en måde der ikke er vanligt for hjælpemidler.
Virksomheden fremstiller hjælpemidler til blandt andre mennesker med handicap, som udover at være funktionelle også ser pæne ud i et dagligdags miljø - for eksempel i hjemmet.
Liftup blev stiftet i 2003. Idéen opstod, fordi arkitekter efterspurgte hjælpemidler til kørestolsbrugere, som ikke skæmmede den eksisterende arkitektur.
- Vi ser det som en anerkendelse af vores arbejde med at skabe lige muligheder for alle gennem innovativ og æstetisk velfærdsteknologi til mennesker, der for eksempel er bevægelseshæmmede, siger adm. direktør Søren Elisiussen, Liftup A/S.
Prisen er også en belønning for at gå nye veje med funktionalitet og design, som virksomheden i dag sælger over hele verden.
Liftups produkter findes i 40 lande og mere end 70 procent af omsætningen er eksport.
Liftuper et 100 procent privat danskejet firma beliggende i Støvring i Nordjylland og beskæftiger ca. 45 medarbejdere. Virksomheden har også etableret et datterselskab i USA.
Initiativprisen består af en skulptur af Thorbjørn Bechmann.