23948sdkhjf

En hel drøm er frelst sammen med Tvilum

Wood Supply kommenterer.

David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.

De nye Tvilum-investorer bevarer ikke kun et hundredetal af arbejdspladser og nærmest selve livet i lillebyen Fårvang, som bilerne ellers bare blæser forbi mellem Viborg og Aarhus.

Med Tvilum-redningen bevares også en drøm om, at storindustriel produktion af boligmøbler til store detailkæder overhovedet har en fremtid på disse breddegrader.

Dén drøm var dødstruet med udsigten til Tvilums undergang. Risikoen var, at en enorm kultur og know-how ville forsvinde. For aldrig at vende tilbage. Og forsyningsansvaret blive overtaget af en udenlandsk konkurrent.

For det viser megen erfaring. Giver Danmark først slip på en industriproduktion, fordi den ikke formåede at holde sig væsentlig, så kommer den næppe tilbage.

At Tvilum har en fremtid i Danmark, er ikke en åbenbaring. Det er en bekræftelse.

Tvilum har haft skiftende kapitalejere, siden Kristiansen-familien i 1996 solgte Tvilum til Axcel. Og det er virkelig ikke tænkeligt, at disse kapitalejere har bevaret den midtjyske produktion af nogen sentimental grund, selv om der har været nedskæringer, sammenlægninger og åbning af en søsterfabrik i Polen.

Den midtjyske produktion er formentlig en krumtap af nøgleansatte og betydelig  erfaring, som fortsat kommer kunderne til gode i 2018.

Så drømmen lever. Drømmen om at Danmark kan noget, der ikke bare kan udflages.

Men den er også en kolos på lerfødder. Når en kapitalstærk og erfaren ejerkreds er den rigtige til at videreføre Tvilum, hænger det sammen med forretningens sårbarhed.

Når de mindste marginaler er afgørende, skal en virksomhed som Tvilum være omkostningsoptimeret til spidserne for at klare den internationale konkurrence. En dårlig dag kan få alvorlig betydning, viser den nære forhistorie.

Så gid de fleste må blive gode.

Artiklen er en del af temaet Kommentar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11