Eksportsucces: Japanerne kræver bøgetræ fra Midtsjælland
Hvalsø Savværk på Midtsjælland har succes med eksport til Fjernøsten, og det er især japanske møbelfabrikker i Vietnam, som skal bruge hvid bøg.
Det skriver SN.dk.
Savværket eksporterer 95 procent af sin løvtræsproduktion.
- Det er rigtig glædeligt, at det går os alle rigtigt godt. Vi har pæne regnskaber. Under finanskrisen talte vi om, hvem der havde de største røde tal. Nu er der ro på bagsmækken, og Hvalsø Savværk sidder stærkt på markedet, siger adm. direktør Martin Nyrop-Larsen til mediet.
Han anfører, at Hvalsø Savværk har fundet sin globale niche, som er hvid bøg. Produktet er skabt ved hjælp af en helt særlig teknik, som er Hvalsø Savværks egen.
Det er det hvide bøgetræ, som japanerne efterlyser til møbler og ikke det rødlige bøg, som er det almindelige syn.
I december offentliggjorte Hvalsø Savværk et regnskab med et nettooverskud på 2 mio. kroner.