Se tallene: Køkkengigant leverer det bedste regnskab nogensinde
Nobia Denmark, som står bag køkkenmærkerne HTH, Invita og uno form, overgår sig selv og leverer et historisk stærkt regnskab for 2017.
Køkkengiganten har netop sendt årets resultat på gaden. Heraf kan man se, at virksomheden i 2017 havde et overskud på 261 millioner kroner mod 226 millioner kroner forrige år.
Samtidig er omsætningen steget med 8,7 procent fra 2,42 milliarder kroner i 2016 til 2,64 milliarder kroner i 2017.
Nyder godt af gode relationer
Administrerende direktør Rune Stephansen er da også godt tilfreds med regnskabet.
Han tilskriver blandt andet den generelt positive udvikling i boligbyggeriet æren for koncernens fremgang. Hos Nobia Denmark har man således nydt godt at projektsalg og nybyggeri over hele landet - især i de større byer.
- Vi har mange gode og langvarige relationer med både udviklere, entreprenører og håndværkere. Relationer, der kommer os til gode nu, hvor aktiviteten er høj i branchen, siger Rune Stephansen i en pressemeddelelse.
Af samme grund er det ifølge Rune Stephansen vigtigt, at koncernen nu smøger ærmerne op og gør det ekstra nemt, hurtigt og trygt for folk at få et nyt køkken - gerne i løbet af 5-10 dage.
Danmark sælger mest
Nobia Denmark er en del af den svenske koncern Nobia AB. Som Wood Supply tidligere har fortalt, stagnerede både omsætning og driftsresultat i Nobia AB i 2017.
Danmark er således det eneste nordiske land, hvor både kontrakt- og forbrugersalg steg sidste år.
Samtidig er Danmark det land, der har givet koncernen den bedste omsætningsvækst i den nordiske region. Helt præcis er væksten i Danmark på 9,8 procent - 3,5 procent højere i resten af Norden.
Samarbejdet skal udvikles
I 2018 vil Nobia Denmarks ledelse have skarpt fokus på at optimere alle salgsled og -kanaler fra online til butik, så vejen fra første besøg hos køkkenkunden til levering ved hoveddøren bliver endnu nemmere og mere strømlinet.
Ifølge Rune Stephansen er det nemlig vigtigt at Nobia ikke læner sig tilbage, men forsøger at blive endnu bedre i en travl hverdag.
- I 2018 skal vi også endnu tættere på vores professionelle kunder. Vi har gode muligheder for at udvikle samarbejdet med vores mange erhvervskunder, så arbejdsprocesser omkring projektering, levering og installation effektiveres. Alle i branchen bliver vindere, hvis vi sammen kan spare tid i både planlægnings- og installationsfasen, siger Rune Stephansen.
Nobia Denmark har med alle tre brands 121 butikker fordelt i Danmark, Sverige, Norge og Finland og beskæftiger samlet cirka 1.300 medarbejdere i Danmark.
mio. kr. | 2017 | 2016 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 2.640 | 2.429 |
Resultat af primær drift | 343 | 298 |
Resultat før skat | 340 | 298 |
Årets resultat | 261 | 226 |
Balancesum | 1.022 | 961 |
Egenkapital | 542 | 489 |
Antal ansatte | 1.302 | 1.274 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017. |