23948sdkhjf

Ny viden skal sikre vækst

Danmarks kreative virksomheder undlader i stor stil at få sparring til udvikling af deres virksomhed. Det skal et nyt projekt være med til at ændre på.
En analyse fra Region Midtjylland viser, at hele 61 % af de kreative virksomheder fravælger at benytte sig af det offentlige erhvervsfremmesystem.

For de kreative går deres egne veje og dermed risikerer vi, at deres kompetencer ikke genererer den vækst, som Danmark har så hårdt brug for, hvis vi skal klare globaliseringens udfordringer.

Synergi til de traditionelle virksomheder
Disse tendenser skal et nyt 2-årigt projekt være med til at ændre på. Med Development Centre UMT i spidsen sætter en række design- og forskningsinstitutioner nu den kreative branche under lup med henblik på at opsamle viden om, hvordan de kreative erhverv i højere grad kan tilføres viden.

Målet er at udvikle virksomhederne, så deres kompetencer i højere grad kommer ud og gør gavn i traditionelle virksomheder:

- Der er i forvejen et stort potentiale ved at udvikle den enkelte kreative virksomhed. Men det interessante er at skabe synergi til de traditionelle virksomheder, som konstant skal udvikle produkter og services for at kunne klare sig globalt.

- Vi kan ganske enkelt give med både højre og venstre hånd ved at understøtte de kreatives store vækstpotentiale, så de får afsat deres vigtige ydelser og kompetencer i andre mere traditionelle danske virksomheder, forklarer direktør Betina Simonsen fra Development Centre UMT om projektet, der har fået titlen ”Pit Stop – Vidensbrændstof til kreative virksomheder”.

Kreative lister udenom klassisk erhvervsrådgivning
Udfordringen kan blandt andet ses i ”Analyse af de kreative erhverv i Region Midtjylland” udarbejdet af NyX, hvor 645 kreative virksomheder i 2009 besvarede et meget omfattende spørgeskema.

Undersøgelsen viste, at 61 % af de kreative virksomheder ikke benytter det lokale erhvervskontor, 66 % er ikke tilknyttet en brancheorganisation, 69 % henter ikke viden på uddannelses- og forskningsinstitutioner og 82 % modtager ikke rådgivning fra en bestyrelse:

- De kreative arbejder med andre ord ikke systematisk med alle de områder, som vi ved er afgørende for udvikling af virksomheder. Vi ved, at de står overfor meget ensartede udfordringer, men mange af dem er ganske små og bliver let overset af systemerne, som i stedet gør noget for de lidt større virksomheder. 80 % af undersøgelsens virksomheder er registreret som enkeltmandsvirksomheder uden ansatte og de passer derfor ikke særlig godt ind i vores opfattelse af, hvad en vækstvirksomhed er, forklarer Betina Simonsen.

Hun peger på, at det også er en udfordring, at de kreative ikke selv banker på hos erhvervsrådgiverne:

- De har generelt opfattelsen af, at systemets repræsentanter ikke forstår deres særlige behov, hvor kultur og forretning ofte er smeltet helt sammen, fastslår UMT-direktøren

Stor interesse for projektet
Med ”Pit Stop” får de kreative nu chancen for at arbejde med forretningsudvikling på højt niveau.

En task force bestående af projektledelsen og repræsentanter fra Århus Universitet, Arkitektskolen Aarhus, Danmarks Designskole, Copenhagen Business School og Alexandra Instituttet står klar til at understøtte de kreatives innovations- og konkurrenceevne, så de fremover i højere grad kommer til at bidrage til national og international vækst.

Projektleder Joan Knudsen kan konstatere, at der er stor interesse for projektet, som allerede nu kan melde næsten fuldt hus:

- Kreative virksomheder fra hele Danmark har været hurtige til at skrive sig på deltagerlisten, så der nu er 21 virksomheder, der deltager i Pit Stop. Netop nu er vi i gang med at udsende de første indledende spørgeskemaer og booke besøg hos virksomhederne, fortæller Joan Knudsen, der ser frem til de næste to års fokus på kreativ business.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079