23948sdkhjf

Rockwool vil erstatte træ med nyt byggesystem

Rockwool lancerer nu et nyt byggesystem, som skal erstatte både beton og træ i opførelsen af huse. Rockzero er navnet på byggesystemet, som er fyldt med fordele, ifølge den danske stenuldsproducent.

- Med Rockzero så vi en mulighed for at udvikle et byggesystem, der både kunne leve op til fremtidens strenge krav til bæredygtigt byggeri, og samtidig kunne tages i brug af byggebranchen med det samme og uden besvær. Systemet er modulært og imiterer den velkendte måde at bygge huse på – bare med komprimeret stenuld, siger Steen Lindby, der er vicepræsident for Group Operations & Technology hos Rockwool.

Ifølge Rockwool lever Rockzero op til nearly-zero-energy-building-standarden ved at opfylde alle krav til energieffektivitet, akustik og komfortniveau uden installering af solceller.

Kuldebroer elimineres, mens dampspærren gøres overflødig på grund af stenuldens evne til at ånde og afvise fugt samt høje modstandsdygtighed over for mikroorganismer, råd og skimmelsvamp.

Samarbejder med HusCompagniet
- Vores mål har været at gøre det nemt både at vælge bæredygtighed til som hus- og bygningsejer og som byggefirma. Rockzero indeholder alle fordele ved bæredygtighed uden at give afkald på komfort, designfrihed eller byggeeffektivitet, lyder det fra Steen Lindby, som præsenterede Rockzero for offentligheden med en udstilling på Rådhuspladsen her til morgen.

I praksis er Rockzero dog allerede taget i brug. Rockwool har således indgået et samarbejde med HusCompagniet, som har bygget de første 11 huse med Rockzero.

Også Roskilde Kommune og KAB har indgået samarbejde med Rockwool om byggeriet af 62 bæredygtige toetagers boliger med Rockwools nye byggesystem, som foreløbig kun er beregnet til huse op til to etager.

Fakta: Rockzero fra Rockwool

  • Rockzero er produceret af genanvendelig stenuld baseret på sten fra naturen
  • Huse bygget med Rockzero lever op til near-zero-energy- building standarden uden montering af solceller  
  • Højest mulige niveau af brandsikkerhed, da Rockzero er lavet af sten
  • Rockzero bremser støj udefra og sikrer en behagelig akustik i bygningen på grund af stenuldens egenskaber
  • Bevaring af oprindelige varmeisoleringsevne og brandegenskaber i hele konstruktionens levetid – bygningens energimærke forværres ikke

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078