Kvik-forretning bliver Årets Franchisetager
Under franchise- og kædekonferencen "Efter Krisen" blev Kvik Køkkencenter Esbjerg hædret som årets bedste franchisetager af Dansk Franchise Forening.
Konferencen blev afholdt under det overordnede tema "Efter Krisen" og bød blandt andet på indlæg om udnyttelse af nye forretningsmæssige muligheder i ind- og udland.
Samtidig benyttede talerne lejligheden til at udpege nogle af de områder, som vækstinteresserede virksomheder i Danmark bør have fokus på. For eksempel de øgede krav til målrettet positionering; social ansvarlighed og åbenhed overfor forandring.
På dagen blev der desuden uddelt to priser; Årets Franchisegiver og Årets Franchisetager. Førstnævnte gik til Hi-Fi Klubben, mens direktør Kim Jørgensen fra Kvik Køkkencenter i Esbjerg modtog prisen som årets bedste franchisetager:
- Med årets vindere af franchisepriserne har vi fået sat fokus på ’best practice’ indenfor franchise – og det er nødvendigt! Der er stadig for megen ligegyldighed og manglende kendskab til udvikling og drift af et franchisekoncept og en franchiseenhed. Hi-Fi Klubben og Kvik Køkkencenter Esbjerg er, som årets prisvindere, indbegrebet af, hvad grundighed og ordentlighed betyder for succes i en branche, der byder på hård konkurrence, siger adm. direktør Toke Allentoft fra Dansk Franchise Forening.