23948sdkhjf

Traditionsrig møbelfabrik får nye ejere

Aftalen er underskrevet og champagnepropperne er poppet hos møbelfabrikken Hammel Furniture.

Virksomheden overtager nemlig stoleproducenten Findahls Møbelfabrik, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Findahls er en spændende virksomhed, som lægger vægt på mange af de samme værdier, som vi gør hos Hammel Furniture, herunder bl.a. en stolthed i at producere dansk håndværk i Danmark, siger administrerende direktør i Hammel Furniture, Jens-Ole Staghøj om opkøbet af den traditionsrige stolefabrik fra 1946.

- Jo tættere vi er kommet på virksomheden, jo mere sikre er vi blevet på, at det er den rigtige beslutning, og at de to virksomheder vil gøre hinanden stærkere, siger han.

Mange synergier
Hammel Furniture har længe haft en drøm om at styrke sin position som leverandør af møbler til spisestuen, og med overtagelsen af Findahls kan Hammel Furniture nu levere komplette spisestuer med spiseborde, skænke, vitriner og spisebordsstole.

Det er et ønske, der har været efterspurgt af en række af Hammels nuværende kunder.

Stolene fra Findahls passer desuden godt ind sammen med de øvrige møbler fra Hammel Furniture.

Allerede nu fås stolene i de samme farver som alle reolerne i Hammel Furnitures Mistral-serie.

- Der er således mange synergier mellem Findahls og Hammel både på produkt- og værdisiden, skriver virksomheden i pressemeddelelsen.

Fabrikken bliver på sin plads
Selvom Findahls nu skifter ejer, fortsætter produktionen på fabrikken i Skærbæk i Sønderjylland.

Direktørposten skiftes dog ud, så den hidtidige ejer Orla Findahl bliver konsulent, mens Jens-Ole Staghøj overtager direktørposten.

- Vi er rigtig glade for, at Orla har takket ja til at fortsætte som konsulent. Det betyder meget for os at kunne trække på hans mangeårige erfaringer og gode kompetencer, siger Jens-Ole Staghøj.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105