Vækstboom: FDB Møbler fordobler omsætning på tre år
Det blæser gode vinde i FDB Møbler, der får danskernes opmærksomhed som aldrig før.
I 2017 voksede FDB Møbler med 25 procent i omsætningen. I løbet af tre år er det tal vokset med 120 procent, fremgår det af en pressemeddelelse.
- Vi har konstateret en kolossal interesse for vores brand. Det betyder, at vi nu har et meget tilfredsstillende salg af både vores klassikere, tegnet af ikoner som Børge Mogensen, Jørgen Bækmark og Mogens Koch, og af vores nye designvarer, tegnet af tidens bedste danske arkitekter og designere, siger direktør Ole Kiel, FDB Møbler.
Sammen med de høje tal på toplinjen har 2018 også sat skub i udviklingen hos FDB Møbler, der i løbet af året har åbnet butikker i både Aarhus og Odense samt etableret et samarbejde med Illums Bolighus og Magasin.
FDB Møbler har nu butikker i Gilleleje, Lyngby, Middelfart, Roskilde, Trommesalen i København, Aarhus og Odense. Der kan komme nye butikker andre steder i landet i 2019, hvis det lykkes at finde de rigtige beliggenheder, hvor særligt Aalborg og Vejle er i kikkerten, oplyser virksomheden.
Størstedelen af møbler sælges dog fortsat på Coop.dk
For 2019 forventes en vækst på yderligere godt 20 procent.