23948sdkhjf

Efter konkurs: Tvilum investerer massivt i nye trucks

En ny truckflåde har fået plads hos møbelproducenten Tvilum, hvor 42 fabriksnye Linde el-truck og Linde el-stablere fremover skal hjælpe på logistikken i fabrikslokalerne.

De nye trucks kommer fra forhandleren N.C. Nielsen og er et led i en større turnaround hos møbelproducenten, der efter en konkurs i begyndelsen af 2018 efterfølgende blev gendannet under et nyt selskab.

– Vi har fået landet en god leasingaftale med N.C. Nielsen, hvor teknik, økonomi og service passer perfekt til vores behov. Det har også spillet ind at de mange truck skulle leveres i løbet af kort tid, siger Tvilums administrerende direktør Torben Porsholdt i en pressemeddelelse. 

Gamle maskiner var nedslidt
Den nye Tvilum-begyndelse betød ændringer i truckflåden, fordi den eksisterende flåde var nedslidt og bragte mange ekstra omkostninger med sig.

Samtidig blev det tid til at gøre status og vurdere det fremtidige behov trucks efter en ændret produktion.

Flere virksomheder blev inviteret til at deltage i et udbud, der efter en måned blev vundet af N. C. Nielsen, som fremover er møbelvirksomhedens samarbejdspartner. 

– Vi er rigtigt glade for samarbejdet med Tvilum, hvor vi på rekordtid skulle levere en større Linde truckflåde. Heldigvis lykkedes det at få enderne til at nå sammen og få alle maskiner på plads hos Tvilum til skæringsdatoen, siger salgsdirektør Allan Christensen fra N.C. Nielsen.

De mange Linde-maskiner – og en enkelt Terberg terminaltraktor – er nu i fuld sving med at flytte råvarer og færdigvarer på fabrikken i Fårvang.

I samme ombæring har Tvilum valgt at opbygge et internt værksted til N.C. Nielsens servicemontører. Det skal bruges til reparationer og vedligeholdelse døgnet rundt.

Tvilum hører til blandt verdens største producenter af plademøbler. I alt tæller produktionshaller et samlet areal på 134.000 kvadratmeter, hvor der ugentligt fremstilles omkring 200.000 møbler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094