Værktøjs Service Aalborg stiller skarpt på træindustrien
Det nordjyske firma har oprustet med ny maskine, som kan klare de mest komplicere opgaver.
- Det drejer sig om en Woodtronic CNC5 med op til 120 klinger. Størrelserne er fra Ø80 til Ø800, og den kan slibe alle standard fortandinger samt hulslibning, siger direktør i Værktøjs Service Aalborg, René Overvad, til Wood Supply.
Lettere at opfylde kundeønsker
Værktøjs Service Aalborg specialiserer sig i vedligehold og renovering af alle former for værktøjer i HM og HSS metaller til skæring i stål, rustfrit stål, aluminium, plast, træ, papir og meget mere.
Og Woodtronic CNC5 gør det muligt at slibe endnu mere efter kundernes ønsker.
- Vi kan tilbyde gruppefortanding efter kundens ønske. Vi kan ligeledes fremstille specielle fortandinger, som ofte bruges til aluminium, rustfri og lignende, siger René Overvad, som har store forventninger til koblingen mellem værkstedets 35 års erfaring og det nye maskinel.
Ingen at bebrejde fejl
Investeringen i det nye maskinel blev først en mulighed i 2007, da Værktøjs Service Aalborg flyttede i nye og større lokaler.
Det eneste minus er derfor nu, at det maskinelle ikke længere kan bruges som en undskyldning, hvis noget skulle gå galt.
- Det er fra tastaturet og bagud, der er noget galt, hvis det er, siger René Overvad med et grin.