Bernstorffsminde-elev løb med Lærlingeprisen 2011
Under Træ- og Møbelindustriens Årsdag blev Lars Rasmussen fra Bernstorffsminde A/S belønnet med årets lærlingepris for maskinsnedkere.
Ud af tre nominerede gik prisen på 30.000 kroner til Lars Rasmussen fra Bernstorffsminde, der med egetræ som materiale havde valgt at nyfortolke den klassiske kiste. På de efterfølgende pladser fulgte Anne Mette Luxhøj, Andelsselskabet Rødbo, og Ivan Løvendal fra Jutlander Profil. De fik henholdsvis 20.000 og 10.000 kroner.
De tre nominerede modtog alle en velfortjent hyldest fra deltagerne ved Træ- og Møbelindustriens Årsdag, og konferencier Hans-Georg Møller ville her vide, om Lars Rasmussens vinderdesign kunne sættes i produktion?
- Det kan det sagtens, lød svaret, hvorefter den garvede tv-journalist straks fulgte op med spørgsmålet om, hvorvidt det så også kan betale sig:
- Det tror jeg ikke, svarede Lars Rasmussen til stor morskab for træfolket.
Uddannelsen skal gøres attraktiv
Lærlingeprisen er indstiftet for at promovere maskinsnedkerfaget og uddannelsen blandt de unge. Og det er der tilsyneladende brug for.
Hvor flere brancher slås med mangel på elevpladser står maskinsnedkerfaget nemlig aktuelt med 18-20 ledige pladser. For de tre nominerede er maskinsnedker drømmeuddannelsen, men de kan alle nikke genkendende til, at omgangskredsen studser over deres karrierevalg, og at få er klar over, hvad faget egentlig går ud på.
- Maskinsnedker er vel ikke den mest sexede betegnelse?, lød det konstaterende fra salen, og der var efterfølgende udbredt enighed om, at man måske skal prøve at finde nogle ord, der 'smager bedre'. Hvis den nuværende udvikling fortsætter, kommer branchens virksomheder snart til at mangle kvalificerede medarbejdere.
- Maskinmester signalerer i bund og grund, at man ’bare’ kommer til at stå på en fabrik. Vi har brug for arbejdskraften og har derfor brug for at gøre uddannelsen kendt og attraktiv, sagde HR-direktør Pernille Nørgaard fra Nobia Danmark, der selv var blandt oplægsholderne i Vejle, hvor hun gav et indblik i Nobia Danmarks succesfulde lærlingeindsats på køkkenfabrikken i Ølgod.
Læs mere fra Træ- og Møbelindustriens Årsdag 2011:
Mere bureaukrati eller en god forretning?
Nye veje til en bedre bundlinje