23948sdkhjf

Køkkenproducent uddanner i virtual reality

Hvor skitser og plantegninger før var blandt de eneste grafiske fremstillinger af et muligt, nyt køkken, er mulighederne i dag mange. Flere køkkenproducenter har taget muligheden for virtual reality til sig, og blandt dem er Aubo Production A/S.

For at give kunden en virtuel rundvisning i det nye køkken, skal tegningerne fremstilles i et specielt tegneprogram, og det er netop en af de kompetencer, man kan tilegne sig på Aubos nye kursuscenter Aubo Academy i Aulum i Vestjylland.

Aubo har længe haft fokus på uddannelse af deres medarbejdere og har på årsbasis omkring 300 kursister fra både Norge, Sverige og Danmark, og de har opdateret lokalerne med ny indretning og alle nødvendige tekniske faciliteter - deriblandt tegneprogrammerne til skabelsen af virtual reality.

De tilbyder eksempelvis kurser i produktkendskab, salgskurser, indretningskurser og tegnekurser.

Baggrunden for beslutningen om at oprette et selvstændigt kursuscenter, er dels mængden af både kurser og kursister, men også et generelt ønske om at skabe de bedste rammer, forklarer Aubos kædekonsulent, Tom Hagelskjær, i en pressemeddelelse.

 - Når der hvert år afholdes så mange forskelligartede kurser på hovedkontoret i det vestjyske, er det ekstra vigtigt, at lokalerne bare spiller. Og de nye kursuslokaler giver absolut et bedre læringsmiljø, fordi de nu udelukkende er indrettet til, at det skal være uddannelseslokaler, siger han.

Derudover bemærker han, at de gerne vil have alle ansatte forbi til uddannelse på Aubo Academy for at samtlige afdelinger tilbyder kunden den samme oplevelse – men også for at styrke sammenholdet i virksomheden og tilknytningen til huset.

Aubo håber, at de med opgraderingen vil kunne tilbyde både flere og bedre kurser i fremtiden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062