23948sdkhjf

Klumme: Innovation på den billige måde

Ved at justere nuværende produkter/koncepter og ændre på interne arbejdsgange kan virksomheder skabe ny innovation uden at bruge uoverkommelige ressourcer.
Klumme af Betina Simonsen, direktør, Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning

De fleste virksomheder, vi i Innovationsnetværket møder, skal levere nye produkter og løsninger, som overrasker kunderne. Samtidig skal der passes på omkostningerne til innovationsaktiviteterne.

Både i gode og knapt så gode tider kan innovationsinvesteringer være svære beslutninger. Ofte er succesraterne lave, og investeringerne er måske ikke altid dækket ind - i hvert fald ikke på den korte bane.

Det kan derfor være svært at begrunde investeringerne, når økonomien er stram, selv om alle ved, det er vigtigt for virksomhedens langsigtede succes.

Potentialet er der i forvejen
Men innovation behøver ikke at være et helt nyt produkt eller koncept, som aldrig er set før i verden eller i virksomheden. Ofte har virksomheder produkter eller koncepter med markedspotentiale liggende, som af en eller anden årsag ikke tidligere blev modnet og tilbudt.

Der kan være mange grunde til, at disse nye produkter eller koncepter endnu ikke er introduceret:

- Der synes ikke at være et markedsbehov eller interesse fra indkøbere.

- Omkostninger - og dermed prisen - passede ikke til de segmenterede kundegrupper.

- Der kan være tekniske funktioner, som ikke var helt udviklet.

Skab jeres eget skattekammer
Ved at kigge på produkterne/koncepterne igen kan der opstå helt nye muligheder. For dele eller videreudvikling af idéerne kan ofte vise sig netop at passe til markedet i dag. Virksomheder kan derfor med held kreere et helt skattekammer af ikke-benyttede idéer, som kan besøges ind i mellem for at tjekke, om de har vokset sig til guldkorn med fornyet potentiale.

Måske blev produktet/konceptet, da det blev udviklet, evalueret på nogle specifikke værdier, som opfylder et konkret behov fra kunderne – og så glemte man måske at få alle fordele trukket frem. Markedsbehov ændrer sig konstant og ofte har en virksomhed i forvejen et eller flere produkter/koncepter, der opfylder nye behov. Det kan være, at produktet blot skal tilpasses en smule eller nye fordele skal trækkes frem i markedsføringen.

Det kan også være et produkt eller koncept, som blev introduceret på det forkerte tidspunkt eller forkerte/endnu usete værdier blev ikke trukket frem. I skattekammeret kan der også findes fejlede produkter/koncepter.

Jagt de ubrugte skatte
Men hvordan finder man så de rigtige 'ubrugte' skatte i skattekammeret? Den bedste måde er at udvikle en opdateret prioritering af kunders behov og matche dem med den nuværende produkt/koncept-portefølje.

Man prioriterer ved at undersøge, hvilket 'job' kunden først og fremmest forsøger at få løst ved købet af produktet/konceptet - og om hvor godt produktet/konceptet løser opgaven. I ULD-projektet ( www.uld.nu ) arbejdede vi bl.a. med en køkken- og en arbejdstøjproducent og fik prioriteret kundernes værdisæt, når de enten købte et nyt køkken eller nyt arbejdstøj. Her kom det fx meget bag på køkkenproducenten, at én af kundernes høje prioriteringer var at minimere mados i huset.

Det gælder om at få indsigt i, hvordan kunderne benytter produkterne/koncepterne, og hvorfor de vælger dem. Kunderne leder efter det produkt, der kan opfylde deres behov – som gør det job, de har købt det til at gøre. Det er ofte set, at kunder benytter produkter/koncepter på en hel anden måde, end det var tiltænkt, da det blev udviklet og markedsført. Finder man frem til disse alternative måder at benytte produktet på, har virksomheden måske en innovation på hånden, hvor markedsføringen blot skal justeres til det, som kunderne prøver at få det nuværende til at opfylde.

Det er også oplagt at se på, om man kan kombinere flere produkter i den nuværende produktlinje eller via tilkøb/samarbejde med andre leverandører tilbyde netop den kombination / det job, som kunderne forsøger at få løst. Muligheder som disse identificeres via tæt dialog med salgsleddet og slutbrugerne, som f.eks. kan fortælle, hvad der blev købt sammen med produktet.

Lav et mere enkelt produkt
Mange virksomheder fokuserer på de mest krævende kunders behov, når der udvikles nyt. Det kan betyde, at produktet/konceptet får for mange funktioner eller detaljer, så den største del af markedet bliver ”over served”. Den største del af kunderne tillægger måske slet ikke de ekstra detaljer/funktioner en værdi, som er i overensstemmelse med, hvad de betaler.

En lavt hængende frugt i innovationsarbejde kan derfor være at gøre et produkt/koncept mere enkelt og reducere nogle af funktionerne eller designdetaljerne, så varen kan tilbydes til en billigere pris. De lidt mere trimmede produkter/koncepter åbner måske oveni købet op for nye segmenter i markedet. Der vil altid være kundesegmenter, der er mere krævende end andre og ved at tilbyde to versioner kan begge nås.

Innovation i netværk skaber vækst
Husk altid at mange idéer også kan findes inde i virksomheden blandt medarbejderne, leverandører etc.. Skab en kultur hvor man mødes på kryds og tværs i virksomheder og sætter fokus på produkt-/konceptforbedringer og tilpasning og udvikling af nye. Hvis virksomheden ikke har tradition for en sådan kultur, kan Innovationsnetværket hjælpe med redskaber og facilitering i opstartsfasen.

Hvis din virksomhed endnu ikke arbejder sammen med et af Danmarks 22 innovationsnetværk (se www.netmatch.nu ) kan vi oplyse, at det betaler sig at være en del af disse netværk, som forbinder forskere, videnscentre og virksomheder i spændende samarbejdsaktiviteter.

Forsknings- og Innovationsstyrelsen lavede i starten af året en undersøgelse som viste, at virksomheder der arbejder sammen med innovationsnetværk er 4 gange så innovative end andre og deres innovative produkter/koncepter kommer meget hurtigere til markedet. Læs mere på http://en.fi.dk/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062