Nordjyske virksomheder i nyt samarbejde
Winther Holding investerer i AB Consult Gulv- og Vægsystemer, og sammen introducerer de to virksomheder en vækstplan for de kommende år.
Investeringen har været et ønske i længere tid fra begge virksomheder, og målet med samarbejdet er dels at bevare de nuværende kompetencer og dels at udvide med nye og flere kompetencer.
Planen er således at ansætte flere medarbejdere i AB Consult Gulv- og Vægsystemer i takt med, at vækststrategien iværksættes. Allerede nu er man på udkig efter en ny daglig leder/projektchef til virksomheden.
- Det har med handlen været vigtigt at opfylde to væsentlige målsætninger. For det første skal kontinuiteten i AB Consult Gulv- og Vægsystemer sikres, og for det andet skal virksomheden tilføres et stærkere fokus på strategi- og salgsudvikling med det formål at løfte virksomhedens omsætning og indtjening betragteligt.
- Der vil fra start af samarbejdet være maksimal fokus på at positionere og profilere virksomheden, at øge salgsindsatsen samt at udvide produktporteføljen med nye komplementære løsninger – bl.a. inden for akustikregulering, hvor der i snarlig fremtid forventes lanceret et helt unikt og nyt produktsortiment, oplyser de to virksomheder i en pressemeddelelse.
Fokus på vækst og udvikling
Winther Holding har mange års erfaring med drift af virksomheder inden for diverse brancher. Aktuelt er selskabet bl.a. eneejer af Domex Ovenlys og én af hovedaktionærerne i A.A.G. Aalborg Gummivarefabrik.
Begge virksomheder har klare mål for den fremadrettede videreudvikling af samarbejdet. Winther Holding har fra sine øvrige – og tidligere – virksomheder en række spidskompetencer inden for bl.a. forretningsudvikling, ledelse, salg, markedsføring og økonomistyring Det er ambitionen, at der gennem samarbejdet skabes en solidt forankret og kontrolleret vækst.
AB Consult Gulv- og Vægsystemer har eksisteret siden 1990 og er blandt de førende leverandører i Danmark af foldevægge, mobilvægge og teknikgulve. Virksomheden beskæftiger i dag otte ansatte.